Efter kun ét år hos Lendager: Markant branchenavn får nyt topjob
- Jeg glæder mig til at blive en del af en ny og forstærket internationalisering. Vi er allerede et nordeuropæisk brand, og planen er, at vi skal have endnu mere aktivitet i landene nord, syd og øst for os.
Sådan lyder det fra Frants Nielsen, der fra august er ny adm. direktør hos den traditionsrige arkitektvirksomhed Vilhelm Lauritzen Arkitekter (VLA), der for nogle år siden også fik Kjaer & Richter samt landskabsarkitekterne Sted - By og Landskab ind i folden.
Dermed forlader han posten som adm. direktør hos Lendager Arkitekter, hvor han startede i 2023.
- Da jeg fik jobtilbuddet, var det for spændende til at sige nej til, siger 50-årige juristuddannede Frants Nielsen, der tidligere har været direktør hos Dorte Mandrup - og Lendager Arkitekter - og dermed har cementeret sig som et markant navn i branchen.
Frants Nielsen kommer til at overtage tøjlerne i en efterhånden stor butik, der i april 2021 blev opkøbt af den tyske kapitalfond Findos Investor (der er dog stadig partnere, der sidder som del af ejerkredsen, red.), hvilket blev startskuddet på en ny vækstperiode for den 102 år gamle arkitektvirksomhed.
Det har været en stor glæde at samarbejde med Anders Lendager, men min nye stilling var en unik mulighed, som jeg ikke kunne sige nej til Frants Nielsen, ny adm. direktør, Vilhelm Lauritzen Arkitekter
I februar 2022 overtog VLA landskabsarkitekterne Sted, og i november samme år blev Vilhelm Lauritzen Arkitekter majoritetsejer i den jyske arkitektvirksomhed Kjaer & Richter; en beslutning, hed det dengang, "der blev truffet ud fra et fælles værdigrundlag, der bygger på uafhængighed, udvikling inden for digitale processer og krav til bæredygtighed".
En bundsolid virksomhed
Dermed tegnede Vilhelm Lauritzen sig ind i en tendens, der har været i gang de senere år, hvor en række arkitektfirmaer er kommet på nye hænder: Schmidt Hammer Lassen blev i 2018 købt af amerikanske Perkins+Will, Henning Larsen er overtaget af Rambøll, Arkitema af Cowi, mens Årstiderne og Kant nu hedder Sweco Architects.
- Vilhelm Lauritzen er i dag en bundsolid virksomhed, og dermed også en god base for at starte en yderligere internationalisering, og jeg bed i hvert fald på, da vi talte om mulighederne i de norske, svenske og tyske markeder. Samt at vi også får mulighed for at øge vores fokus på biodiversitetskrisen og at projektere bæredygtigt, ikke mindst også via vores landskabsafdeling Sted, understreger han.
Han pointerer, at der, trods den aktuelle krise på eksempelvis boligmarkedet, kommer et tidspunkt, hvor der igen kommer ligevægt i markedet, og så er det om at være klar.
- Derfor er det også så værdifuldt at have en kapitalstærk medejer i ryggen og samtidigt have en personbåret partnerkreds. På den måde får man det bedste fra begge verdener, siger Frants Nielsen, der også er glad for det fælles mål blandt investorer, ledelse og medarbejdere om at bevare et 'rent' arkitektbrand.
- Unik arkitektur er en dyr vare at have på hylderne, og det kræver mere kapital end de fleste arkitektvirksomheder har. Derfor er jeg glad for, at vi har økonomisk rygstøtte til at gøre dansk arkitektur endnu bredere anerkendt, siger han om den frihed, VLA har fået af den tyske kapitalfond Findos, der er ejet af tyske erhvervsfamilier, som især har specialiseret sig i at opkøbe ejerledede virksomheder og professionalisere dem.
- Lige nu glæder jeg mig især til at lære de 190 medarbejdere i København og Aarhus at kende, og jeg fornemmer allerede nu, at vi har samme mål, ikke mindst i forhold til at styrke Vilhelm Lauritzens bæredygtighedsprofil, siger han.
Glødende AGF-fan
Men hvad laver den juristuddannede vestjyde, når han ikke sidder i direktørstolen?
Det siger næsten sig selv, at fodbold har en stort plads i hjertet. Licitationen taler faktisk med ham, mens han er på vej til Tyskland for at se Danmarks kampe ved EM. Men holdet, han følger med virkelig passion, hedder ikke landsholdet - men AGF.
- Jeg har været glødende fan, siden jeg flyttede til Aarhus i 1994, og boede indtil 2000. Og det har bestemt været op ad bakke til tider. Der har været ubeskriveligt mange lavpunkter, men gammel kærlighed ruster ikke. Jeg blev fanget ind, dengang spillerne hed Martin Jørgensen og Stig Tøfting, og selvfølgelig holder jeg fast, siger Frants Nielsen, der - for lige at følge fodbold-tråden til dørs og illustrere hans begejstring for AGF - i et portrætinterview til Licitationen sidste år fortalte om det ultimative lavpunkt, der indtrådte i 1996, da Brøndbys målmand Mogens Krogh scorede til 3-3 i overtiden og dermed frarøvede AGF mesterskabet.
- Jeg havde været på natarbejde på mejeriet i Holstebro og var i bil på vej hjem mod Aarhus. De sidste 10 minutter var jeg nødt til at holde ind til siden på en rasteplads. Jeg vurderede, min puls var så høj, at det var uforsvarligt at køre bil.
Cykle i naturen
Om pulsen kommer lige så højt op i jobbet som ny topchef hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter, vil tiden vise, men så er det jo godt, at der også er andre måder at få oplevelser på end fodbold på stadions og skærm.
Frants Nielsen elsker at køre gravelcykel (gruscykel, der kombinere racercyklens fart med mountainbikens offroad-egenskaber, red.), og snart går turen til Litauen, hvor han og nogle venner skal køre gennem skov og uberørt natur, hele vejen til Kaliningrad, "hvor der nok er nogle, der stopper os, når vi ikke må køre længere", som han siger.
Stopper med ro i maven
Det blev ikke lang tid, Frants Nielsen fik hos Lendager, men der er ikke 'hard feelings' af den grund.
- Jeg har været glad for at være hos Lendager og kan se et kæmpe potentiale i forretningen. Det har været en stor glæde at samarbejde med Anders Lendager og hele organisationen, men min nye stilling var en unik mulighed for mig, som jeg ikke kunne sige nej til, siger Frants Nielsen, der tilføjer, at han mødte stor forståelse hos Lendager for sin beslutning.
- Derfor forlader jeg også virksomheden med ro i maven, da jeg ved, den både er i fremgang og i trygge hænder, siger han.
Anders Lendager, kreativ direktør og ejer, siger i en pressemeddelelse i forbindelse med chefafgangen, at ”vi selvfølgelig er kede af, at Frants stopper, fordi vi har et virkelig godt samarbejde, men jeg kan godt forstå, at det er en fantastisk mulighed for ham. Vi glæder os til at offentliggøre en ny, stærk løsning for vores organisation inden for kort tid.”
Frants Nielsen
Karriere:
- 2024: Adm. direktør hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter
- 2023-2024: Adm. direktør hos Lendager Arkitekter
- 2015-2023: Adm. direktør og partner, Dorthe Mandrup
- 2015: Direktør, Werksted
- 2013-2014: Selvstændig konsulent, Frants Nielsen
- 2004-2013: Kommerciel direktør, Henning Larsen Architects
- 2001-2004: Juridisk konsulent, Håndværksrådet (SMV Danmark)
Uddannelse:
- 2001: Jura, Aarhus Universitet
Privat:
Født og opvokset i Holstebro. Gift med tyske Jana, som han mødte på jurastudiet. Parret bor på Vestamager og har to døtre på 15 og 18 år.