23948sdkhjf

Debat: Digitalisering svæver som et fremmedord

Det går jo meget fint uden. Sådan siger mange mindre virksomheder i byggebranchen, når talen falder på digitalisering, mener dagens debattører. Men gevinsterne er tydelige hos blandt andet mureren, tømreren og gulvlæggeren, der har valgt at kaste sig ud i det

Når vi hver eneste uge er ude at møde håndværksmestre og tale med dem om udvikling af forretningen, er digitalisering ikke nødvendigvis noget, der får jublen til at bryde løs.

”Det orker jeg faktisk ikke rigtig at kigge på, og det kører jo meget fint uden.”

Virkeligheden er, at op mod 40 procent af alle små og mellemstore virksomheder i byggebranchen takker nej til digitalisering. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Industriens Fond, Realdania og ConTech Lab.

Det er nemt at forstå reaktionen hos virksomhedens ejer. Hverdagens drift gør, at der ikke er tid til at sætte sig ind i emnet, og flere er også af den opfattelse, at de ikke har noget at digitalisere. Der er fakturaer og tilbud, som kører uproblematisk på mail, og opgaverne styres fint i et regneark.

Giver overblik og sparer tid

Men digitalisering betaler sig. Det hører vi gang på gang, når vi kommer tilbage til de selvsamme virksomheder, som i udgangspunktet var skeptiske. De gode eksempler skal frem i lyset. Her får du nogle stykker fra de håndværksvirksomheder, som vi er i berøring med.

Der er tømrervirksomheden, som i dag oplever krav fra offentlige kunder og forsikringsselskaber om at dokumentere opgaveløsningen med alt fra materialevalg til tidsforbrug og udførelsen. Her har hans svende fået en app på mobilen, hvor alt nemt tastes ind, og hvor dokumentation og tidsregistrering gives automatisk videre til bogføringen. De kan se, at de sparer tid og har langt bedre opgaveoverblik.

Ikke langt derfra er der en murermester, som ønskede sparring til udviklingen. Her startede snakken om bæredygtighed, men hurtigt blev det også til en snak om digitalisering. Murermesteren drømte om et bedre overblik over materialeforbrug, affald og genbrugsmaterialer ved afslutning af projekter. I dag har han et system med komplet overblik, som giver plus i bæredygtighedsregnskabet og økonomiske gevinster ved bedre genbrug af overskydende materialer.

De gratis sparringspartnere

Rikke Boel Olesen og Johnny Andersen er forretningsudviklere hos Erhvervshus Sydjylland. De kommer begge fra en baggrund i det private erhvervsliv, hvor de har arbejdet målrettet med digitalisering. Nu deler de ud af deres erfaring og giver virksomheder mulighed for at hente tilskud til indkøb af private rådgivere til den ønskede udvikling.

I en tredje virksomhed, en gulvlæggervirksomhed, har digitalisering vist sig som den store gevinst, da de ville differentiere sig på kundeservice. På deres hjemmeside har kunder nu mulighed for automatisk at skrive forespørgsler på tilbud. Systemet giver automatisk kunderne sms-svar gennem hele processen: ”Tak for din forespørgsel. Vi er på sagen, og du hører fra os inden for 24 timer.” ”Om 5 minutter er vi på din adresse.” ”Vi er nu i mål med opgaven. Her kan du se, hvad vi har lavet”.

Glem ikke afklaringen og tilskud

Som håndværksmester eller direktør er det værd at huske på, at der er masser af gratis ekspertise at trække på og økonomisk hjælp. I Erhvervshus Sydjylland og landets øvrige erhvervshuse kan du få afklaret din situation og for eksempel søge 50.000 kroner i støtte til den digitalisering, som giver mest mening for dig. Vi kan kun opfordre til at komme i gang og få afdækket, hvor den oplagte digitale gevinst gemmer sig.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094