Klar med 100 millioner for at sikre milliarddyr Cheminova-oprydning
Det vil koste mere end 4 mia. kr. at rense op på Cheminovas gamle fabriksgrund på Harboøre Tange. Derfor skal grunden nu spunses ind for at forhindre spredning af forurening.
Regionsrådet i Region Midtjylland har nu besluttet at sætte i gang i arbejdet med en spunsløsning til anslået 100 mio. kr. samt planlægning af et udbud.
- Vi har set med Høfde 42, at en jernspuns er særdeles holdbar og en sikker løsning til at spærre forurening inde. Spunsen om den gamle fabriksgrund er en god løsning her og nu, men også på længere sigt, for der skal under alle omstændigheder sættes en spuns, når der skal renses op, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i en pressemeddelelse.
- Spunsen giver altså ro i maven og køber os tid at arbejde med nye løsninger, der i fremtiden kan rense grunden op, men forhåbentlig til en helt anden pris, tilføjer han.
Kontrakt i 2025
Opgaven med at spunse det gamle fabriksområde ind skal i EU-udbud, og med regionsrådets beslutning kan planlægningen af udbuddet gå i gang.
Region Midtjylland vil forventeligt kunne indgå kontakt på opgaven i 2025 eller starten af 2026.
Cheminovas gamle fabriksgrund er forurenet med den samme type kemikalier, som findes på det berygtede giftdepot Høfde 42. Men forureningen med kviksølv og pesticider er spredt over et langt større areal, og en del forurening ligger dybere.
I dag er det FMC (tidl. Cheminova), der frivilligt pumper forurenet grundvand op i området og renser det for at undgå, at forurening spreder sig ud i Nissum Bredning og Natura 2000-området Knopper Enge.
Forureningen ved Cheminovas gamle fabriksgrund
- Den gamle fabriksgrund udgør sammen med kemikaliedepotet ved Høfde 42 og den nuværende FMC-fabriksgrund på Rønland de i alt tre generationsforureninger på Harboøre Tange, der er opstået i forbindelse med Cheminovas produktion af kemikalier fx til landbruget siden 1950’erne.
- Cheminova flyttede i 1953 sin fabrik fra Måløv nordvest for København til Harboøre Tange syd for Thyborøn. Området blev hurtigt for småt, og i 1961 indstillede Cheminova produktionen helt efter gradvist at være flyttet i nye bygninger på Rønland lige nord for den gamle fabriksgrund.
- I 1962 var alle de gamle fabriksbygninger revet ned og dækket med sand/jord. I dag er området afspærret.
- Region Midtjylland og FMC indgik i 2023 en samarbejdsaftale om de gamle forureninger på Rønland og Cheminovas gl. Fabriksgrund. FMC sender årligt en statusrapport til Region Midtjylland. Rapporten beskriver den frivillige afværgeindsats (oppumpning og rensning af grundvand) på de gamle jord- og grundvandsforureninger.
- I 2018 og igen i 2022-2023 gennemførte regionen undersøgelser af omfanget af forurening på den gamle fabriksgrund. Undersøgelserne viste, at jorden på den gamle Cheminova-grund indeholder cirka 8 tons kviksølv og cirka 40 ton pesticider, heraf cirka 32 ton parathion.
Kilde: Region Midtjylland
Artiklen er en del af temaet Arven efter Cheminova.