Skulderklap og helstegt pattegris til Børsen-håndværkere
Over de seneste uger har en hær af håndværkere arbejdet i døgndrift på Børsen i København, hvor de rydder op, stiver af og forbereder den næste konstruktive fase, nemlig genopbygningen af den ikoniske bygning, som brændte 16. april.
Knoklearbejdet har nået en milepæl, og det er blevet fejret.
- Folkene er nu så godt som færdige med den udvendige afstivning, og samtidig er de ikke længere indsat i døgndrift. Det syntes vi, at vi gerne ville markere, fortæller Max Dyring Christensen, salgskonsulent hos Renta i Hvidovre.
Derfor var udlejeren af maskiner og lifte vært ved en stor frokost til ære for de hårdtarbejdende håndværkere og servicefolk.
- Vi tog initiativ til en god frokost inde på byggepladsen med blandt andet helstegt pattegris og kylling, og vi har mødt rigtig stor opbakning; Nuento hjalp os med maden, og Dansk Erhverv stillede med kage og drikkevarer - og Dansk Erhvervs direktør Brian Mikkelsen kom også forbi, fortæller Max Dyring Christensen.
Renta har selv leveret teleskoplæssere, minilæssere, lystårne, letvogne, generatorer, samt 10-12 lifte og meget andet til det indledende arbejde med at genskabe Børsens storhed.
- Arbejdet foregår under meget vanskelige forhold, samtidig med at alt skal behandles med den største forsigtighed, fordi man selvsagt vil bevare så meget af murværk, træværk osv. som muligt. Så den her lille event skal ses som et stort klap på skulderen til folkene hos CPH Steel A/S, Polygon Skadeservice med flere - det har de fortjent, udtaler salgskonsulententen.
Branden på Børsen
Tidligt den 16. april opstod der brand i Børsen i København. Kl. 7:36 lød den første brandalarm, og en time senere væltede bygningens ikoniske dragehalespir.
Halvdelen af bygningen udbrændte helt.
Ydermuren i den udbrændte del af bygningen styrtede delvist sammen to dage efter. Der er siden brugt 15 ton metalrør for at sikre den resterende del af facaden fra kollaps.
Artiklen er en del af temaet MXtra - Maskin- og materiel.