23948sdkhjf

Debat: Farligt maskinel skal ikke være en konkurrencefordel

Det er nemt at undgå at leje et lig, når der skal skaffes maskiner og lifte til det næste store byggeprojekt, mener dagens debattør

Man siger ofte, at en spade er en spade, og sådan er det også på danske marked for udlejning af lifte og entreprenørmaskiner. Her er det meget jo også meget nemt at sammenligne, hvad den samme lift, teleskoplæsser eller gravemaskine koster at leje hos de forskellige materieludlejere.

Betingelserne betyder, at priskonkurrencen er skarp. Så der kan sikkerheden - på og omkring maskinerne - på byggepladsen desværre komme i klemme. Det sker f.eks., når udlejere af maskinel vælger at nedprioritere hyppige og grundige eftersyn af deres lifte og entreprenørmaskiner. Så kan det indimellem være fristende at vælge at gå med et markant billigere værksted, som måske ikke er medlem af en kontrolmærkeordning.

Det er selvfølgelig ikke et udbredt fænomen at klippe en hæl og hugge en tå på sikkerheden, når der udlejes lifte og entreprenørmaskiner i Danmark. Langt de fleste virksomheder er omhyggelige med at få deres maskinel til eftersyn og vedligeholdt grundigt. For dem er det imidlertid en kilde til frustration, når sikkerhedssjusk kan udnyttes til at stille lavere priser under udbud.

Lifte og maskiner med hhv. et Liftkontrolmærke eller et Maskinkontrolmærke gennemgår grundige årlige sikkerhedseftersyn, som kun må udføres af godkendte værksteder. Et uafhængigt kontrolorgan, Teknologisk Institut, kontrollerer så løbende de godkendte værksteder og laver stikprøver på 3 pct af alle maskiner, der har været igennem et sikkerhedseftersyn. Det er med til at kvalitetssikre det udførte arbejde.

Kontrolordningerne bidrager derigennem også til at opbygge viden om udbredte fejl på specifikke modeller. For med lifte og entreprenørmaskiner er der ikke nogen offentlige myndigheder, som registrerer og kommunikerer bredt ud om den slags. Hvis der f.eks. sker et uheld, kommer myndighederne selvfølgelig ud, men så bliver uheldet – samt de eventuelle fejl som har været på materiellet - udelukkende meldt til importøren af den specifikke entreprenørmaskine.

Der kunne man godt ønske sig lidt mere vidensdeling. Akkurat ligesom når f.eks. Motorstyrelsen melder ud om problemer på og med specifikke bilmodeller. Så får maskineludlejere og værksteder løbende en bedre indsigt i, hvad de skal holde øje med på deres maskiner. Det kan vi selvfølgelig også hjælpe dem med i Materielsektionen. For der er masser, der kan gå galt, med entreprenørmaskiner på en byggeplads.

Vi har f.eks. set teleskoplæssere og gravemaskiner uden sikkerhedsbøjler, og så bliver man altså klemt, hvis den vælter. På lifte, kan der i værste fald ske det, at de lægger sig ned, hvis hydraulikmekanikken ikke er blevet tilset og vedligeholdt ordentligt. Så er det selvfølgelig farligt at stå deroppe i liftkurven eller omkring den.

Noget af det første, vi gør, når der er sket en arbejdsulykke på og med maskinel, er at vi deler vores viden på tværs af virksomhederne i vores brancheorganisation. Så gennemgås episoden åbent og minutiøst for at undgå, at det kan ske igen.

Hos flere storentreprenører begynder vi heldigvis også at se et markant øget fokus på sikkerheden i forbindelse med det materiel, man har på sine byggepladser. Her er hhv. Liftkontrolordningen og Maskinkontrolordningen - og det supplerende Liftkontrolmærke og Maskinkontrolmærke - en fin rettesnor. Mærkerne er en garanti for, at maskiner og lifte har været til grundige årlige eftersyn på et blåstemplet værksted.

Der er retfærdigvis sket meget godt i byggebranchen i de sidste par årtier, og også her er tiden for længst løbet fra hensynsløs profitmaksimering. Både arbejdsmiljøet og virksomhedernes sociale og miljømæssige aftryk er kommet højt op på dagsordenen. Meget er sket på eget initiativ, mens andet er blevet fremmet ved hjælp af regulering. Alligevel findes der stadig små lommer, hvor det indimellem kan føles som at komme en tur i tidsmaskinen. Heldigvis breder der sig hastigt en holdning til: At sikkerhed - det er ikke noget, man sparer på.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093