23948sdkhjf

Dansk Industri jubler: Danmarks største teknikentreprenør bliver medlem

Dansk Industri har fået et nyt medlem, og det er ikke hvilken som helst. Bravida Danmark er har nemlig meldt sig ind i brancheorganisationen

Danmarks største teknikentreprenør, Bravida Danmark, har meldt sig ind i arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI).

Det sker med et ønske om at samle hele forretningen ét sted og komme endnu tættere på samarbejdspartnere, der ligger tæt på Bravidas kerneforretning.

- I Bravida Danmark er vi stolte af indmeldelsen i DI, hvor vi nu bliver en del af dansk erhvervslivs største og tydeligste stemme, siger Christian Lindskov Alsø, adm. direktør i Bravida Danmark, i en pressemeddelelse.

Han ser gode muligheder i indmeldelsen. 

- Indmeldelsen vil give os endnu bedre mulighed for at gøre vores indflydelse gældende på samfundsniveau, siger Christian Lindskov Alsø.

En mindre del af Bravida Danmarks forretning blev allerede medlem af DI i forbindelse med fusionen med Dansk Byggeri i 2020, men nu bliver hele forretningen med godt og vel 3.000 ansatte samlet.

Begejstring hos DI

Også hos DI vækker tilgangen af hele Bravida Danmark begejstring.

Lars Sandahl Sørensen, der er adm. direktør i DI, er både "glad og stolt" over, at teknikentreprenørkæmpen bliver en central del af brancheorganisationen.

- Bravida er blandt de bedste til at skabe bæredygtige og energieffektive bygninger, og med det arbejde repræsenterer de en hel teknik- og installationsbranche, der er en væsentlig drivkraft for den grønne og digitale omstilling af vores samfund, siger Lars Sandahl Sørensen i pressemeddelelsen.

Han tilføjer, at man hos DI også værdsætter, at teknikentreprenøren trækker et tungt læs, når det kommer til lærlinge.

- De løfter et særdeles stort lærlingeansvar, hvor de i den grad er med til at sikre den næste generation af faglærte. Jeg ser meget frem til samarbejdet, lyder det.

Bravida har 13.000 medarbejdere på koncernniveau, hvor omkring 3.000 er i Danmark. Bravida opererer i mere end 180 byer i Danmark, Sverige, Norge og Finland.

DI repræsenterer omtrent 20.000 små og store virksomheder fra flere grene af dansk erhvervsliv i hele landet.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.121