23948sdkhjf

Robotfirma var konkurs: Ti medarbejdere blev og kæmpede

Direktør forventer overskud inden for få år i Kobots, som laver skærerobotter til byggeriet

Der er godt nyt fra Kobots, som står bag en skærerobot til byggebranchen. Virksomheden gik i betalingsstandsning i september 2022 og gik konkurs i slutningen af december.

Men efter 10 medarbejdere trådte ind og købte resterne af firmaet i januar 2023 er det gået fremad.

- Vi har brugt et år til at konsolidere os. Det tager tid efter sådan en omgang. Jeg synes, vi har fået rigtigt godt fat i markedet. Vi har fået en pæn omsætning efterhånden, siger direktør Christina Dalsgaard.

- Det er ikke sådan, at vi har sorte tal på bundlinjen, men det nærmer sig noget fornuftigt, siger hun.

Hun og ni andre medarbejdere nægtede at give op, da det oprindelige firma gik konkurs. Derfor dannede de et nyt firma.

- Vi valgte at blive og kæmpe. Vi troede på ideen. Vi overtog også alle garantiforpligtelser fra alle de gamle kunder. I dag kan vi se, at branchen begynder at kende produktet. Vi har et driftsikkert produkt, som er anerkendt derude. Vi kan se, at der er meget kort tilbagebetalingstid på robotten. Når først tømrerne har robotten i hænderne, så bliver de vanvittigt glade for den, siger hun.

Det nye firma har også fået en kapitalindsprøjtning fra blandt andre Ralf Astrup, kendt fra Cabinplant, og robotpioneren Niels Juel Jacobsen og hans kone Charlotte Hybschmann Jacobsen.

Udsigt til overskud

Christina Dalsgaard ser optimistisk på fremtiden.

- Det går fornuftigt. I 2023 nåede vi samme omsætning som i 2022 men med en meget lavere bemanding, og vi kan allerede nu se, at 2024 bliver bedre. Vi forventer inden for en overskuelig fremtid at have sorte tal på bundlinjen, siger hun.

Lige nu søger Kobots en eksportchef. Medarbejderne har nemlig rigeligt travlt med det danske salg. Så der er brug for en særlig medarbejder til at tage sig af kontakten til forhandlere i udlandet.

Kan skære i alt

I starten var Kobots robotter primært beregnet til at skære i gipsplader. Men gennem det sidste år har virksomheden tilføjet flere anvendelser.

- Når tømrerne gerne vil have tilføjet et nyt produkt, så laver vi skæretest. Vi kan nu skære i swisspearl, krydsfiner, fibergips og træplader. Så anvendelsesområdet er enormt bredt. Det er nærmest ligegyldigt hvilken indvendig eller udvendig beklædning, vi taler om, så kan robotten komme i spil, siger Christina Dalsgaard.

Kobots robotter styres fra en App på mobiltelefonen. Der er indlagt alle former for foruddefinerede skabeloner i App'en, så tømreren let kan definere den valgte form. 

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.137