23948sdkhjf

Randers Kommune politianmelder Nordic Waste for flere overtrædelser

Politianmeldelsen drejer sig om overtrædelse af naturbeskyttelsesloven og miljøbeskyttelsesloven

Opdateret kl. 9.15

Randers Kommune politianmelder Nordic Waste for yderligere overtrædelser.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse torsdag.

Politianmeldelsen drejer sig om overtrædelse af naturbeskyttelseslovens paragraf 3 samt miljøbeskyttelseslovens paragraf 27 og 28.

- Vi er stadig i en meget alvorlig situation med den her miljøsag, hvor vi konsekvent vil anmelde, når vi finder overtrædelser af miljøtilladelsen eller lovgivningen på området, siger kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt til Ritzau.

Han kan "bestemt ikke" afvise, at der løbende kommer flere anmeldelser.

Kommunaldirektøren oplyser, at der ikke er nogen nedre grænse for, hvornår der bliver anmeldt.

- Hvis vi klart kan se, at der er en overtrædelse af lovgivningen eller miljøtilladelsen, så anmelder vi det. Men det, der anmeldes her, er i hvert fald ikke i den mindre ende, siger han.

Jesper Kaas Schmidt kan ikke oplyse yderligere om, hvilke forhold politianmeldelsen drejer sig om.

- Men det hele handler jo grundlæggende om, hvad de (Nordic Waste, red.) har opbevaret, hvordan de har opbevaret det, og hvordan de har håndteret spildevandet på området, siger han til Ritzau.

Anmeldelsen indgives lige på den anden side af påske, da Randers Byråd først torsdag er orienteret om sagen og skal have tid til at gennemse materiale.

Onsdag kom det frem, at DSH Recycling, som er et søsterselskab til Nordic Waste, ifølge Kammeradvokaten kan drages til ansvar for jordskreddet i Ølst.

Regeringen vil nu rette krav mod selskabet, oplyste Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) sagde til TV 2 News, at regeringen anmelder krav på 50 mio. kr.

DSH Recycling er under rekonstruktion, efter at selskabets indtægt forsvandt, da Nordic Waste blev begæret konkurs.

En rekonstruktion sættes i gang for at redde et selskab, som ikke er betalingsdygtigt.

Også Randers Kommune vil rette krav mod DSH Recycling, men beløbet er ikke opgjort endnu, oplyste Randers Kommune til Ritzau.

Kammeradvokatens konklusion omkring DSH Recycling kommer i første del af undersøgelsen af Nordic Waste-sagen.

Der udestår fortsat en anden del af undersøgelsen, som Kammeradvokaten arbejder på.

Den anden del går på, om ledelsen, ejerne eller andre personer hos Nordic Waste kan gøres ansvarlig for skaderne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188