Fyringsrunde før rekonstruktion: Så mange mistede jobbet
Økonomiske problemer i GMB-koncernen sendte for en uge siden elementfabrikken GMB Produktion i rekonstruktion og søsterselskabet GMB Entreprenør i konkurs.
Nu kan Midtjyllands Avis fortælle, at 82 ansatte ved GMB Produktion allerede inden rekonstruktionen stod til at miste jobbet på grund af de økonomiske vanskeligheder.
I starten af februar var den midtjyske husfabrik, som bygge- og ejendomsmatador René Birch har den afgørende ejerandel i, ude i en større fyringsrunde. Tidligere har det været fremme, at 52 medlemmer af 3F var blandt de ramte medarbejdere. Men tallet er altså større.
380 job kan sikres
Fyringsrunden betød, at der er omkring 380 medarbejdere tilknyttet fabrikken, der producerede træelementer til byggerier, da arbejdet med at sikre foretagendet via en rekonstruktion blev en realitet.
GMB Produktion havde et overskud på 4,2 mio. kr. i regnskabsåret, der dækker perioden 1. juli 2022 - 30. juni 2023. Ved udgangen af juni 2023 var egenkapitalen 5,6 mio. kr.
I det konkursramte søsterselskab, GMB Entreprenør, var der i gennemsnit 63 ansatte i regnskabsåret 2022/23 ifølge årsrapporten. Op til konkursen var det ifølge Midtjyllands Avis faldet til 40 medarbejdere.
Økonomiske kom GMB Entreprenør ud af regnskabsåret 2022/23 med et plus på 0,6 mio. kr. Året før var der underskud på 2,7 mio. kr. efter skat. Egenkapitalen var negativ med 2,1 mio. kr. ved udgangen af regnskabsåret 2022/23.