23948sdkhjf

Her foregår tre kæmpe ukendte jordskred i Danmark

Klimaforandringer øger risikoen for landskred i Danmark. Og det er ikke kun i Ølst, Vejle og ved Møns Klint, at store jordmængder bevæger sig i øjeblikket

Millioner af kubikmeter jord fra virksomheden Nordic Waste, som skaber kaos i Ølst.

Kæmpestore skred ved Møns Klint.

Og et mindre villakvarter i Mølholm ved Vejle, som måtte evakueres i sidste uge, efter at et jordskred fra en nærliggende skrænt havde ramt en garage.

En række jordskred har på det seneste vakt stor opsigt, men det er langtfra kun i Ølst, Vejle og på Møn at store mængder jord bevæger sig. Det skriver Videnskab.dk.

Et interaktivt kort har kortlagt 3.200 igangværende og gamle jordskred i Danmark, og ifølge forskerne vil flere med al sandsynlighed komme på listen fremover.

- Med klimaforandringerne får vi vådere vejr, og grundvandet stiger. Det kommer til at øge risikoen for landskred i fremtiden, lyder prognosen fra Kristian Svennevig, som er seniorforsker ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), til Videnskab.dk.

I øjeblikket flytter yderligere tre kæmpestore danske jordskred, også kendt som landskred, rundt på huse, skove, veje og lignende. Ganske langsomt, vel at mærke.

På Røsnæs i Nordvestsjælland nær Kalundborg foregår der i øjeblikket flere store jordskred.

- Skreddene ved Røsnæs er meget store. Det største er omkring 900 gange 400 meter og har omkring 60 huse ovenpå, fortæller Kristian Svennevig.

Et andet jordskred ved Røsnæs, kaldet Nostrup-skreddet, er først for nylig blevet opdaget og har 47 sommerhuse med ombord.

I gennemsnittet bevæger de store jordskred ved Røsnæs sig cirka fem cm om året, fortæller Kristian Svennevig. På det mest aktive sted, nær vandre-pejlemærket Naturrummet, når hastigheden op på cirka 12 cm om året.

Vejle er ligesom Røsnæs lidt af et dansk hotspot for jordskred.

Ved Mørkholt nær udmundingen af Vejle Fjord er der ifølge Kristian Svennevig et jordskred i gang i øjeblikket, som dækker et område på cirka 510 gange 130 meter.

- Det er et meget stort skred, hvor der ligesom på Røsnæs er huse på, fortæller Kristian Svennevig.

Ved Mørkholt er plastisk ler som på Røsnæs også en af ingredienserne, som får jorden til at bevæge sig, ligesom forskerne har dokumenteret, at det går hurtigere i våde år.

Andre steder i Vejle-området sker også skred med jævne mellemrum, men der er ingen fælles årsag til de mange forskellige landskred omkring Vejle.

Det største aktive jordskred i Danmark ligger på Mols, på kystlinjen mellem Ebeltoft og Grenå. Mere præcist hedder området ’Hullerne’ og ligger i Rugaard Sønderskov ved Nationalpark Mols Bjerge.

- Det er det største aktive skred, vi har fundet i Danmark. Men der er ingen huse eller bygninger, som er påvirket af det, for det ligger midt i en skov ud mod kysten, fortæller Kristian Svennevig til Videnskab.dk.

Selve skreddet er cirka 1.300 meter bredt og går cirka 45 meter ind i landet. Det svarer til cirka 32 hektar jord, som flytter sig med en hastighed på cirka 15 cm om året.

Ifølge Kristian Svennevig skyldes jordskreddet ved Hullerne formentlig også, at der er plastisk ler i undergrunden, men geologerne har ikke undersøgt det i detaljer endnu.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095