23948sdkhjf

De største rådgivere kæmper om Svendborgs Blå Kant

Vinderen skal give planerne for Svendborgs byrum og kystbeskyttelse form samt forberede entrepriseudbud og realisering

Det bliver en af landets fem største rådgivende ingeniører, der skal hjælpe Svendborg Kommune med at gøre et stort kystbeskyttelses- og anlægsprojekt i Svendborg til virkelighed.

Den sydfynske kommune har prækvalificeret en håndfuld rådgiverteams, som kan få til opgave at konkretisere udviklingsplanen ’Den Blå Kant’ frem mod entrepriseudbud og derefter realisering af det samlede landskabs- og anlægsprojekt.

De prækvalificerede teams

  • Rambøll med Schønherr
  • Cowi med Arkitema
  • Sweco
  • Niras med Lytt
  • Artelia med CF Møller

De fem prækvalificerede rådgiverselskaber er alle blandt de fem største målt på omsætning. Det viser seneste udgave af brancheanalysen Byggeriets Top, som udarbejdes af Licitationen.

Kontrakt i april

Konkret omhandler opgaven teknisk rådgivning og bistand i relation til kystbeskyttelsesprojektet ved udarbejdelse af et dispositions- og projektforslag, myndighedsprojekt og miljøkonsekvensvurdering, udbuds- og udførelsesprojekt, udbud, fagtilsyn, projektopfølgning og overdragelse til drift.

Aftalen udbydes som en samlet aftale, fordi projektet omfatter høj kompleksitet med specialiserede løsninger, og hvor rådgiverens viden skal kunne udnyttes gennem alle projektets faser.

Hvem, der løber med opgaven, ventes at blive afgjort i slutningen af marts måned. Svendborg Kommune forventer herefter at indgå kontrakt med rådgiverholdet den 10. april 2024.

Penge fra national kystpulje

Svendborg Kommune fik denne måned tilsagn om 7,6 mio. kr. fra Miljøministeriets pulje til kystsikring. Det er en håndsrækning til kommunens videre arbejde med et større kystbeskyttelsesprojekt for den sydlige del af Svendborg Havn.

Kystbeskyttelsesprojekt er budgetteret til i alt 47,6 mio. kr. Kommunalbestyrelsen har på forhånd afsat cirka 26 mio. kr. i det kommunale anlægsbudget, men er mangler altså fortsat 14 mio. kr. for at kunne realisere det fulde projekt.

De resterende midler kan findes ved at tildele flere kommunale midler eller ved at søge andre eksterne puljer. Samtidig vil kommunen undersøge mulighederne for at reducere projektomkostningerne ved at se på, om dele af projektet kan justeres, lyder det fra Svendborg Kommune.

Svendborg Havn er det mest udsatte område i hele kommunen i forhold til risiko for ødelæggende oversvømmelser både fra havet og fra regnvand.

Projektet for Søndre Havn er første del af en samlet højvandsbeskyttelse for Den Blå Kant på Svendborg Havn. Højvandsbeskyttelsen er en kombination af moler og en sluseport over vandet samt højvandsmure med skydeporte på land.

Projektet for Søndre Havn har til formål at forebygge fremtidige oversvømmelser fra havet samt anvendes som en offentlig stiforbindelse hen over vandet mellem Havnepladsen og Gasværkskajen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125