Cowi siger farvel til næstkommanderende
Rådgiverkæmpen Cowi ryster ledelsesposen og siger farvel til selskabets driftsdirektør. Det betyder samtidig en større ændring i koncerndirektionen.
Ændringerne sker som følge af en ambition om at opnå markant vækst og styrke positionen på markedet de kommende år, lyder det i en en meddelelse fra selskabet.
- Derfor har vi brug for en enkel ledelsesstruktur og en endnu stærkere koncernledelse, forklarer Jens Højgaard Christoffersen, adm. direktør i Cowi, i en forberedt kommentar.
Rollen som koncerndriftsdirektør (COO) bliver derfor nedlagt. Det betyder farvel til den nuværende. Rasmus Ødum, der efter 15 år i direktionen nu forlader selskabet.
Det sker ifølge rådgiverselskabet ”efter gensidig overenskomst”.
- Han står fadder til mange af de initiativer, der har gjort Cowi i stand til at gennemføre udfordrende projekter. Jeg vil gerne takke Rasmus for hans mange uvurderlige bidrag til Cowi gennem årene, lyder afskedsordene fra Jens Højgaard Christoffersen.
Otte i koncernledelsen
Omvendt kommer der flere ansigter i koncernledelsen:
- Lederne af vores fire geografiske forretningsenheder samt lederne af HR og vores ingeniør- og designcentre bliver i fremtiden en del af koncernledelsen. Det betyder, at vi endnu hurtigere og mere effektivt kan opfange signaler og træffe beslutninger, siger Jens Højgaard Christoffersen.
Cowis nye koncernledelse:
- Group CEO Jens Højgaard Christoffersen
- Group CFO Natalie Shaverdian Riise-Knudsen
- Group CBDO Marius Weydahl Berg
- Executive vice president for Business line Danmark Henrik Winther
- Executive vice president for Business line international, samt interim leder af Cowis ingeniør- og designcentre, Michael Bindseil
- Executive vice president for Business line Norge Birgit Farstad Larsen
- Executive vice president for Business line Sverige Anders Wiktorson
- Head of people and culture Anne Daugaard Barslund
Cowis koncerndirektion bestod før dagens ændring af Jens Højgaard Christoffersen, Group CEO, Natalie Shaverdian Riise-Knudsen, Group CFO, og Rasmus Ødum, Group COO, samt Marius Weydahl Berg, Grup CBDO.
Kilde: Cowi