23948sdkhjf

Mere end 1.000 km vandrør med eternit i Danmark

Brud på de gamle vandrør med asbest sker oftere og oftere, og udskiftning sker løbende

Eternit og asbest forbinder de fleste med gamle tag, ventilationskanaler og isolering af rør. Nu viser en opgørelse, at landets 75 største vandforsyningsselskaber har samlet cirka 1.100 km aktive eternitvandrør.

Det skriver TV2 Nord, som har fået aktindsigt i en opgørelse fra 2021.

Rørene blev anlagt i 40’erne, 50’erne og 60’erne. Ligesom ved andre materialer blev der anvendt asbest, fordi de tilførte produkterne – herunder vandrør - slidstyrke og dermed lang levetid.

Alderen sætter dog sine spor, og oftere og oftere sker der brud på et af rørene. Og ligesom med resten af rørnettet sker der en løbende udskiftning.

- Vi udskifter løbende mange ledninger, godt 10 km om året på vores ledningsnet, og det gør vi selvfølgelig ud fra de ældste først, så vi har det nyeste ledningsnet tilbage. Når vi åbner op og har opgravninger omkring eternitledninger, kan vi godt se, at det er ældre ledninger. Vi har også støbejernsledninger, der også er fra gammel tid, så det er nogle af de ledninger, vi rigtig gerne vil forny, også fordi vi oplever, at der jævnligt opstår brud og lækager i de her gamle typer af ledninger, siger Birthe Dilling Berg, vand- og spildevandschef i Aalborg Forsyning, til TV2 Nord.

Mest udbredt er rørene i netop Aalborg, hvor der er 157 km asbestvandrør. Herefter følger Næstved, Aarhus, Tårnby og Hvidovre, alle med mere end 50 km af den særlige type vandrør.

Formodning og sundhedsrisiko

Ligesom asbestfibre er farlige at indånde, er de ifølge eksperter sundhedsskadelige at indtage og kan medføre forskellige typer af kræft i fordøjelsessystemet.

Jakob Hjorth Bønløkke, cheflæge og forskningsansvarlig ved Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, er blandt de bekymrede fagfolk:

- Det er ikke kun dét at indånde det, men også at indtage det - det ved vi kan være sundhedsskadeligt, og at det giver en risiko for at udvikle kræft. Så det formoder vi også er tilfældet med drikkevand, siger han til TV2 Nord.

Der bliver ikke foretaget officielle test af det danske drikkevand for asbestfibre.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094