23948sdkhjf

Debat: Byggeriets tøven bremser brugen af AI

Byggebranchen burde være frontløber inden for kunstig intelligens, men er det langt fra, mener dagens debattør.

I byggebranchen er vi underlagt omfattende dokumentationskrav. Snart kommer endnu flere, når der senest den 1. februar skal lande en ny politisk aftale om nye, udvidede klimakrav til byggeriet.

Alene af den grund burde byggebranchen være frontløber i brugen af kunstig intelligens (AI).

Desværre må vi erkende, at vi langtfra er frontløbere.

Branchen har tøvet og har nok levet i en boble, for det er svært at finde en anden branche med lige så mange dokumentationskrav og datapunkter. AI rummer et kæmpe potentiale for branchen, men digitalisering og systematisk dataindsamling har historisk været blandt branchens svage punkter.

En markant holdningsændring til AI er dog sket, især efter ChatGPTs lancering for lidt over et år siden. AI-debatten har sat sig tungt på branchen, og en nylig undersøgelse fra Cowi og Instituttet for Fremtidsforskning viser, at 61 % inden for 'det byggede miljø' ser AI som en fundamental drivkraft.

Men det ændrer ikke på, at kun tre procent af bygge- og anlægsvirksomhederne i dag bruger AI-værktøjer dagligt.

Vi halter markant efter andre brancher og indtager en sidsteplads.

Hop ud i det

Det siger sig selv, at branchen bliver nødt til at vinke farvel til den analoge tankegang og sætte gang i brugen af AI-teknologi.

De mange siloer og lange værdikæder, som kendetegner byggeriet, vil ændre sig i takt med, at der sættes mere og mere strøm til ingeniør- og arkitektfagene.

Rådgivere og arkitekter er allerede godt i gang. De leverer tegninger og beregninger hurtigere end nogensinde før, og dette er kun begyndelsen.

Nu skal entreprenørerne følge efter.

Vi vil naturligvis ikke opleve en lige så fundamental ændring af fagene med en tekst- eller data-AI. Det vil kræve robotter på byggepladserne, og det vil tage noget tid, før det sker, må vi erkende.

Til gengæld er der mange andre gevinster og effektivitetsforbedringer at hente med en vellykket implementering af AI. Og blot ved at eksperimentere med AI kan både store og små entreprenører opnå markante fremskridt.

Eksperimenterne er vigtige. Vi kan læse og høre nok så meget om, hvordan andre i branchen gør eller overvejer at gøre. Men der sker først noget, når man prøver det selv.

Det første – og måske sværeste – skridt for at komme i gang er at ændre vores vaner.

Branchens kultur har indtil nu holdt os fra at omfavne AI-teknologi. Jeg tror på, at det er ved at ændre sig. Når jeg snakker med ejere og CTO’er fra diverse selskaber, er det tydeligt, at interessen aldrig har været større.

Så hop ud i det – det er afgørende for vores branches konkurrenceevne og bæredygtighed.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.322