23948sdkhjf

Kritik af processen i handletank: - Det har været rodet og uigennemsigtigt

Spild af tid. Så klar er den følelse hos flere eksperter, der har deltaget i arbejdet med Byggeriets Handletank for Bæredygtighed og dermed også været en del af processen. Det foreløbige arbejde bliver præsenteret af handletanken torsdag 

Mens Byggeriets Handletank for Bæredygtigheds rapport er i fuld gang med den allersidste finpudsning og korrektur inden offentliggørelse, er der tegn på utilfredshed i kulissen.

Flere af de fremtrædende eksperter, der har deltaget i de forskellige arbejdsgrupper, fortæller til Licitationen, at processen har været uskøn. Og den har i bedste fald føltes som spild af tid, og i værste fald har man været spændt for en politisk dagsorden.

- Idéen om en handletank, der er bredt funderet i branchen, og som benytter sig af den store faglige ekspertise, som er ude i virksomhederne, er god, men processen har langt fra været optimal. Som jeg hører det, har det medført, at der sidder en stor gruppe enormt dygtige mennesker tilbage og føler sig taget som gidsler, forklarer Gitte Gylling Olesen, der er direktør for bæredygtighed i Cowi.

Når hun skal karakterisere processen, kan det gøres ultrakort og præcist: 

- Rodet og uigennemsigtig, siger hun.

I flere af de arbejdsgrupper, som vi har været en del af, kunne resultatet være blevet meget mere ambitiøst, men vi kan ikke finde hoved og hale i baggrunden for, hvorfor det er endt, som det er endt, da beslutningsprocesserne har været totalt blottet for transparens Hanne Tine Ring Hansen, direktør for regenerativt byggeri, Søren Jensen Rådgivende Ingeniører

Nogenlunde samme beskrivelse kommer fra Hanne Tine Ring Hansen, der er direktør for regenerativt byggeri ved Søren Jensen Rådgivende Ingeniører.

- Processen har været meget kluntet, og det har været enormt frustrerende for os at bruge så mange penge på en proces, der er så dårligt struktureret i sit udgangspunkt. I løbet af processen har det været helt umuligt at gennemskue beslutningsprocessen, og hvad der er blevet præsenteret for styregruppen, og derfor har vi også flere gange overvejet at trække os fra arbejdet. I flere af de arbejdsgrupper, som vi har været en del af, kunne resultatet være blevet meget mere ambitiøst, men vi kan ikke finde hoved og hale i baggrunden for, hvorfor det er endt, som det er endt, da beslutningsprocesserne har været totalt blottet for transparens, siger hun.

Om handletanken

Målsætningen for handletankens arbejde er ifølge DI's hjemmeside følgende:

​Bygge- og anlægssektoren udgør en betydelig faktor i Danmarks grønne regnskab. Branchen skal derfor gå forrest og drive en bredere, grønnere og langt mere vidtrækkende omstilling, der kommer til at påvirke hele byggeriets værdikæde.

​Bygge- og anlægssektoren har brug på tydelige rammer og klare vilkår. Derfor skal vi afklare, hvad skal vi dokumentere, hvilke løsninger og teknologier kan vi anvende, hvordan vi gør det, hvornår og hvem der har ansvaret.

​Samarbejdet er centralt for at få hele værdikæden til at gå i takt og finde fælles svar og løsninger på klimaudfordringen og bæredygtigheden i bredere forstand, så den vidtrækkende omstilling kan realiseres.

Derfor har branchens virksomheder på tværs af værdikæden sat sig sammen for at finde vejen til at mindske CO2-udledning, spild og forurening samt for at øge cirkularitet og biodiversitet.

​Afsættet er klimapartnerskabet og Molios Topleder Handletank, den fremtidige EU regulering, klimaneutralitet 2045, evalueringen af 2030 målet, rapporter og analyser fra DK og EU samt medlemmer af rådets indsigt og viden.

Hanne Tine Ring Hansen forklarer, at problematikken er blevet rejst flere gange i løbet af arbejdet i Handletanken, og der er kolleger, der direkte har sagt, at det var spild af tid.

- Der er stor forskel på oplevelsen i de enkelte arbejdsgrupper, og generelt har procesfacilitatorerne gjort alt, hvad de kunne indenfor rammen for at køre en god proces. I de arbejdsgrupper som FRI har faciliteret, har vi oplevet at blive inddraget rigtig fint i bearbejdningen af anbefalingerne, mens vi i andre arbejdsgrupper slet ikke har set de anbefalinger, der er sendt videre til styregruppen, siger hun og uddyber:

- Flere af os har i løbet af processen haft en oplevelse af, at inddragelsen af specialister blev betragtet som et forsøg på at skabe engagement, men resultatet har i stedet været en tilstand af desillusion hos specialisterne, som har oplevet, at inddragelsen blot var for processens skyld og ikke med reel interesse for de inputs, der blev leveret. Som om DI følte, at de allerede svaret på forhånd og reelt ikke var interesserede i vores input.

De oplevelser går igen hos flere af de eksperter fra de 62 virksomheder og organisationer, der ifølge handletanken repræsenterer alle led i byggeriets værdikæde, som var inviteret til at deltage i forskellige arbejdsgrupper, der skulle komme med input til handletankens styregruppe.

Mange ønsker dog ikke at stå frem med navn, fordi det politiske spil om den bæredygtige fremtid er vigtig, og fordi der er en opfattelse af, at man opnår mere ved at påvirke tingene indefra og ud.

Hanne Tine Ring Hansen slår dog fast, at det er vigtigt at nuancere kritikken af processen i handletankens arbejde og kigge på det færdige resultat, som hun dog endnu ikke har set i sin helhed. Men om den del hun har set, siger hun, at "det er langt bedre end frygtet".

- Det, jeg har set af den endelige rapport, afspejler i høj grad, at man rent faktisk har lyttet, og jeg sidder med en oplevelse af, at en samlet branche faktisk er blevet enige om at sætte barren meget højere, end vi før har set. Det har vi på ingen måde følt i løbet af processen, der har været præget af tidspres, manglende forventningsafstemning og underkommunikation, siger hun og uddyber:

- Jeg håber virkelig, at man lærer noget af processen.

Gitte Gylling bakker op om Hanne Tine Ring Hansens nuancering af, at man på trods af en proces, som har været vanskelig, ikke skal affeje resultatet.

- Vi skal passe på, at vi ikke går i selvsving over, at der er noget, der ikke har fungeret i processen. Intentionerne bag handletanken - at man så bredt i branchen går sammen om at sætte ambitionsniveauet højt, og i fællesskab komme med konkrete løsninger, det er der ikke mange brancher, der lykkes med, siger hun og fortsætter:

- Der ligger en stor værdi og kvalitet i, at handletanken er en samlet stemme. Det kan noget helt specielt, men det er også derfor, vi er ærgerlige over forvaltningen.

Styrken i bredden, som Gitte Gylling hylder, er dog samtidig en hæmsko, lyder det fra flere af de kilder, som Licitationen har talt med. 

De peger blandt andet på, at når en så bred organisation som DI Byggeri skal facilitere en bæredygtig transformation, så clasher den grundlæggende tilgang med de stærke kræfter i bæredygtighedmiljøet. 

Det bliver blandt andet sammenlignet med klimaminister Lars Aagaards (M) doktrin, som senere blev bakket op af Mette Frederiksen, om, at 80 pct. skal kunne se sig selv i klimapolitikken. Når det er holdningen fra politisk side og fra DI, så kommer vi bare ikke ret langt og slet ikke langt nok, lyder det.

Sygemeldinger

Billedet fra kilderne er, at oplevelserne er meget forskellige alt efter, hvilken arbejdsgruppe man har siddet i, og hvem der har faciliteret processen, og flere af hinanden uafhængige kilder bekræfter, at der er arbejdsgrupper, hvor processen har kørt så skidt, at der er deltagere, der er blevet sygemeldt. 

De forskellige arbejdsgrupper er primært blevet faciliteret af medarbejdere fra DI samt konsulentvirksomheden Round.

- Man sidder med en enormt stor usikkerhed, når man arbejder med facilitatorer uden tilstrækkelig faglighed. Når en anbefaling fra ekspertgruppen på måske 4 til 10 sider bliver slanket til én side, og hvis man så ikke har den faglige indsigt, så er det rent lotteri, hvad der kommer fra eksperterne til styregruppen, forklarer Gitte Gylling.

Hun bakkes op af Hanne Tine Ring Hansen:

- Hvis der er noget, specialister ikke bryder sig om, er det, at man ikke kommer tilbage og siger, det er det her, vi hører jer sige og her er det samlede billede. Det har der ikke været tid til, og det har skabt en enorm usikkerhed, siger hun.

På trods af, at der tilsyneladende er relativ tilfredshed med det endelige resultat, som hun dog ikke har set i hverken fuld eller endelig version, mener Gitte Gylling alligevel, at det er vigtigt at stille spørgsmålstegn til processen, så samme fejl ikke sker igen.

- Os der arbejder med bæredygtighed, vi går ikke blot på arbejde for arbejdets skyld. Vi har en kæmpe passion for at løse den enorme udfordring, vi står med, og når man så bliver budt ind, men bliver behandlet på den måde, så bliver det taget personligt. Der er tale om en gruppe mennesker, som har set realiteterne i øjnene, og som ikke vil acceptere, at det bliver tilsidesat for det politiske spil, der foregår rundt omkring.

Trods politisk spil og brede hensyn, er Gitte Gylling dog optimist:

- De gode initiativer, der er i gang lige nu flytter langt mere, end vi nogensinde har set. Jeg er megautålmodig og optimistisk på samme tid, slutter hun.

Bag Byggeriets Handletank for Bæredygtighed står Danske Arkitektvirksomheder, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Molio, Tekniq Arbejdsgiverne, Bygherreforeningen og DI Byggeri.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093