Efter konkurs: Nordic Waste får to påbud
Miljøstyrelsen har udstedt to påbud til virksomheden Nordic Waste A/S i sagen om et miljøskadeligt jordskred.
Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse søndag.
I det ene påbud stilles der krav om, at Nordic Waste skal stille økonomisk sikkerhed for de forventede omkostninger for at forhindre, at jordskreddet forårsager miljøskade i Alling Å.
Det andet påbud handler om, at virksomheden skal lave foranstaltninger til at sikre miljøet.
Senest mandag klokken 16 skal virksomheden fremlægge dokumentation for økonomisk sikkerhedsstillelse, skriver ministeriet.
Nordic Waste har ikke nogen kommentarer til de to påbud, som selskabet har modtaget.
De to påbud kommer, efter at Nordic Waste fredag indgav en konkursbegæring.
Efterfølgende meldte regeringen ud, at man ville forfølge alle muligheder for, at "en så stor del af regningen" placeres hos forureneren, altså Nordic Waste.
Derfor kommer man med påbuddene nu, siger miljøminister Magnus Heunicke (S) i pressemeddelelsen.
- Myndighederne tager det her skridt, på trods af at virksomheden har erklæret sig konkurs.
- Det sker for at sikre, at vi har taget alle nødvendige skridt i processen med at forfølge vores princip og vores ambition om, at forureneren skal betale for at afværge de alvorlige skader på miljøet, siger han.
Selskabet Nordic Waste ligger ved Ølst nær Randers. Virksomheden arbejder med at rense forurenet jord. Den rensede jord kan derefter genbruges.
Et stort jordskred har i den seneste tid betydet, at det forurenede jord er i fare for at nå Alling Å og byen Ølst.
Faren for miljøskade er overhængende, har Miljøstyrelsen tidligere udtalt.
Foruden de to påbud til Nordic Waste har styrelsen søndag også udstedt såkaldte tålepåbud til blandt andet virksomhedens naboer.
I alt 183 grundejere har fået et tålepåbud.
Det betyder, at de skal indstille sig på, at der eventuelt skal laves foranstaltninger på deres grund. Det kan blandt andet blive nødvendigt at sætte store maskiner ind.