23948sdkhjf

Finsk udlejer udvider med endnu et dansk opkøb

Finske Renta, der spurter ind på det danske udlejningsmarked, har opkøbt den mindre sydfynske udlejningsvirksomhed, Jelle-Bo

Renta Group Oy  har indgået en aftale om at købe Jelle-Bo ApS Jelle-Bo. Jelle-Bo er et dansk udlejningsfirma med en afdeling beliggende i Svendborg på Fyn. Virksomheden har ni ansatte og en årlig omsætning på cirka 20 mio. kroner. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Adm. direktør i Renta i Danmark, Lars Raagaard forklarer til Licitationen Byggeriets Dagblad:

- Det er jo ikke verdens største opkøb, men både forretningen og kundegrundlaget, samt maskinparken passer rigtigt godt ind i vores system, og vi kan derfor styrke vores tilstedeværelse på Fyn, forklarer han.

Det er jo ikke verdens største opkøb, men både forretningen og kundegrundlaget, samt maskinparken passer rigtigt godt ind i vores system, og vi kan derfor styrke vores tilstedeværelse på Fyn Lars Raagaard, adm. direktør Renta.

Fortsætter som hidtil

- Vi vil bestræbe os på at fortsætte med at betjene Jelle-Bos kunder med samme høje serviceniveau som tidligere, samtidig med at vi yderligere drager fordel af Rentas brede produktudbud og digitale løsninger. Jelle-Bos stærke lokale markedsposition og erfarne ledelsesteam skaber et solidt fundament for fortsat vækst, tilføjer han.

Opkøbet forventes at være afsluttet senest i februar 2024. Også Kari Aulasmaa, adm. direktør for Renta Group, har en kommentar:

- Vi er glade for at slå os sammen med Jelle-Bo, et meget rentabelt selskab med en stærk position på det lokale marked. Opkøbet supplerer vores geografiske dækning og er en naturlig fortsættelse af vores strategi om at opbygge et landsdækkende udlejningsnetværk i vores kerneområder. Vi byder de dygtige fagfolk fra Jelle-Bo varmt velkommen til at slutte sig til Renta.

En god partner

Hans Ove Jelle, adm. direktør og grundlægger af Jelle-Bo, siger i forbindelse med offentliggørelsen:

- Vi er begejstrede for at samarbejde med Renta og ser store muligheder for at fortsætte med at udvikle forretningen sammen. Som en del af Renta er vores ambition at fortsætte med at give vores kunder en fremragende kundeservice. Renta er en god partner for os at fortsætte med at udvikle bæredygtighed og digitale løsninger i vores drift. Vi ser frem til at arbejde sammen med Rentas team.

Selv ser han på sigt frem til lidt mere fritid, bl.a. til at rejse med hustruen, og sejle i familiens motorbåd.

- Det kunne være sjovt at prøve at få tre ugers sammenhængende ferie engang, siger han med det vanlige lune smil.

Vi skal vækste

Lars Raagaard, adm. direktør forklarer til Licitationen om markedet:

- Vi er jo ejet af en kapitalfond, (IK Partners, svensk kapaitalfond, red.) og sådan nogle vil jo gerne se vækst. Derfor er vi naturligvis på udkig efter interessante muligheder, men det er hele branchen jo, så det er jo ikke noget nyt, siger han.

Han vurderer det samlede udlejningsmarked til at være på ca. 5,5 mia. kroner i Danmark:

- Det er jo den kage, plus det, som markedet eventuelt vækster med, som vi har at arbejde med. Vi har haft et ganske rimeligt 2023, hvor vi kommer ud med en omsætning på lidt under 400 mio. kroner, og en bundlinje, der er fornuftig, siger han. 

Alt er blevet dyrere

Han forventer noget lignende i 2024, men erklærer også, at det afhænger af, om inflationen kan holdes i ave, fordi det indvirker på priserne:

- Alt er jo - og det gælder også maskiner, blevet dyrere, så jeg håber at inflationen kan holdes nede i et fornuftigt niveau, tilføjer han.

Renta har tidligere opkøbt udlejningsforretninger i Danmark.  I 2022  købte man Lohke Materieludlejning, i foråret 2023 fulgte opkøb af udlejningsfirmaet Del-Pin. Begge større udlejningsvirksomheder, og nu er turen så kommet til det sydfynske. Inklusive denne seneste akkvisition har Renta således 16 afdelinger i Danmark. 

Om Renta Group

Renta Group Oy er et fuld-service udstyrsudlejningsfirma i Nordeuropa, der blev grundlagt i 2015.

Virksomheden er oprindeligt finsk og har aktiviteter i Danmark, Sverige, Norge, Polen og Baltikum, med 175 afdelinger og mere end 2.000 ansatte. Renta er et generelt udlejningsfirma med et bredt udvalg af bygge- og anlægsmaskiner samt relaterede services.

Renta

Om Jelle-Bo

Jelle-Bo er et udlejningsfirma, der blev grundlagt i 1999. Virksomheden har en afdeling og har hovedkontor i Svendborg på Fyn. Jelle-Bo har 9 ansatte og en årlig omsætning på cirka DKK 20 millioner.

Renta

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.242