23948sdkhjf

Efter konkurs: Ny entreprenør skal opføre boliger på gammel journalisthøjskolegrund

Nordstern har indgået aftale med Østjysk Bolig om færdiggørelsen af 350 ungdoms- og familieboliger i Aarhus

Nu kan byggeriet af 350 ungdoms- og familieboliger på den tidligere journalisthøjskoles grund på Olof Palmes Allé i det nordlige Aarhus for alvor gå i gang igen. 

Østjysk Bolig udbød opførelsen i 2020, men byggeriet gik i stå med JFP’s konkurs i juni 2022. 

Siden har Nordstern vundet genudbuddet og opstartet "granskning af projekteret og udført projekt". 

Den "fulde granskning" ligger ifølge entreprenøren nu klar, og Østjysk Bolig ved administrator Lejerbo og Nordstern har dermed kunne indgå kontrakt på færdiggørelsen af de 350 boliger, fremgår det af en udsendt pressemeddelelse.

- Vi ser rigtig meget frem til at få sat byggeriet af de 350 boliger i gang igen. Det har selvfølgelig ikke været optimalt, at det har stået stille så længe, så vi er glade for, at Nordstern er klar til at tage fat, så boligerne også kan bidrage til, at der kommer endnu mere liv i den nye bydel omkring den gamle Journalisthøjskole og Kulturhus Bunkeren, siger Hosea Dutschke, forretningsfører i Lejerbo/Østjysk Bolig.

Halvfærdigt projekt

Byggestart er ifølge pressemeddelelsen i denne måned. Når boligområdet står færdigt vil det rumme 300 almene ungdomsboliger på i alt cirka 12.000 kvm og 50 familieboliger på i alt cirka 5.000 kvm inklusiv fællesarealer og med tilhørende udearealer. 

Nordstern overtager byggeriet, der er 50 pct. opført. I alt er der tre bygninger, hvor den ene har lukket facade, den anden står med færdigt råhus, mens den sidste har et halvfærdigt råhus.

- Det er altid udfordrende at skulle overtage et igangværende projekt, men Østjysk Bolig ved administrator Lejerbo har med deres positive og løsningsorienterede bidraget til at sætte retningen for færdiggørelsen af projektet. Vi er glade for den tillid, de har vist os ved tildeling af opgaven, og vi ser frem til at kunne levere 350 flotte boliger til unge og familier i 2025, siger Torben Modvig, adm. direktør i Nordstern.

Det nye boligområde forventes at stå færdig efteråret 2025.

Kontraktsummen fremgår ikke, men udbuddet af totalentreprisen på færdiggørelsen af de mange boliger har ifølge Projektagenten, Licitationens søsterportal til overvågning af udbud og projekter, haft en anslået entreprisesum på 135 mio. kr.

Kort om projektet

  • Omfang: 300 almene ungdomsboliger (12.000 kvm) og 50 familieboliger (5.000 kvm)
  • Bygherre: Østjysk Bolig
  • Totalentreprenør: Nordstern
  • Arkitekt: Nordstern
  • Ingeniør: ABC Rådgivende Ingeniører
  • Byggestart: Januar 2024
  • Byggeslut: September 2025
Se nøgletal for:
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.143