Efter opkøb: Ingeniør skifter navn
Integrationen af OJ Rådgivende Ingeniører og OJ Brandrådgivning efter Swecos opkøb i efteråret 2023 skrider ifølge parterne "planmæssigt frem".
Det fører nu til, at kræfterne samles under Sweco-navnet. Et naturligt skridt, lyder det i en udsendt pressemeddelelse:
- Vi har brugt den seneste tid på at lære hinanden at kende, flytte sammen, arbejde sammen på projekter og få en fælles hverdag op at køre. Hertil har markedet taget særdeles positiv imod nyheden om, at vi går sammen. Derfor giver det mening, at vi også af navn nu går ud som én samlet rådgiver og viser, hvad vi kan sammen, siger Lars Bork, direktør for Byggeri Øst i Sweco.
Med sammenlægningen har Sweco nu 855 specialister inden for byggeri på tværs af hele landet med kompetencer i Aalborg, Aarhus, Viborg, Vejle, Billund, Horsens, Esbjerg, Kolding, Silkeborg, Herning, Sønderborg, Odense, Roskilde og København. I alt har Sweco 1.800 medarbejdere i Danmark.
- Vi er startet rigtig godt på vores nye og spændende kapitel med Sweco. Vi komplementerer hinanden utroligt godt både fagligt og forretningsmæssigt med et udpræget ønske om at være til stede lokalt i de samme nærmiljøer som vores kunder, lyder det fra siger Kenneth Thonsgaard, tidligere partner og forretningschef i OJ Rådgivende Ingeniører, og nuværende direktør for Byggeri Vest i Sweco.
Han kalder det netop naturligt at lade "den nye hverdag" afspejle sig i navnet.
- Sammen har vi fået de nødvendige muskler, der gør os i stand til at tilbyde en større portefølje af ydelser og kompetencer til vores kunder og løse alt fra de små opgaver til de største og mest komplekse projekter sammenhængende og gennemtænkt, fortsætter han.