23948sdkhjf

Nordic Waste opsiger medarbejdere under kamp mod jordskred

Jordskred har ødelagt Nordic Wastes arealer og bygninger, så driften er indstillet, mens cirka 30 opsiges

Jordrensningsvirksomheden Nordic Waste, som gennem flere uger har kæmpet med at få et stort jordskred under kontrol i Randers, er nødt til at opsige medarbejdere.

Det drejer sig om cirka 30 medarbejdere, oplyser virksomheden.

Driften har desuden været indstillet gennem en længere periode. Det vil den også være i nærmeste fremtid.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra virksomheden.

- Som følge af det intensive opbremsningsarbejde med jordskreddet og den efterfølgende store ødelæggelse af Nordic Wastes arealer og bygninger har driften gennem længere tid været indstillet, og vil være det i den nærmeste fremtid.

- Det er nu derfor desværre nødvendigt at opsige mange dygtige medarbejdere, indtil driften kan genoptages, lyder det.

Der er i realiteten ingen arbejdsplads at møde ind til, skriver Nordic Waste i pressemeddelelsen.

Virksomheden forsøger at hjælpe de ansatte videre i nye job, lyder det.

Ifølge Nordic Waste betød efterårets massive regnmængder store jordskred på virksomhedens grund.

I begyndelsen af december udviklede det sig voldsomt. Siden er der blevet kæmpet for at forsøge at inddæmme jordskreddet.

Det er en alvorlig sag, fordi forurenet jord fra virksomheden kan ende i Alling Å og potentielt skade vandmiljøet helt ud i Randers Fjord.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) har været på besøg på stedet. Han kaldte det "en tikkende miljøbombe".

Miljøstyrelsen kom før nytår med en såkaldt bindende udtalelse om sagen. Med den står det blandt andet klart, at sagen hører under miljøskadeloven.

Til Information har kommunaldirektør i Randers Kommune Jesper Kaas Schmidt sagt, at reglerne i miljøbeskyttelsesloven er klare.

- Virksomheden skal betale og rydde op efter forureningen, og hvis virksomheden ikke gør det, så skal vi gøre det på virksomhedens regning, lyder det.

I første omgang forsøgte Nordic Waste selv at bremse jordskreddet, blandt andet ved at konstruere en slags dæmning. Men det duede ikke. Torsdag skrev Information, at virksomheden ifølge Randers Kommune ikke længere deltager i standsningsarbejdet.

Nordic Waste afviser den 29. december at stille op til interview.

/ritzau/

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11