Bredtfavnende byggegruppe køber fynsk firma
Madsen & Kastberg udbygger vvs-grenen med et nyt opkøb, og ligesom det var tilfældet i sensommeren, sker det på Fyn.
Midtfyns VVS & Smedie er den nye tilføjelse til firmaet, som i forvejen slår sine folder inden for både VVS og byggeentrepriser af forskellig karakter.
- Vi var i markedet for at finde et nyt domicil til vores eksisterende fynske VVS- og sprinklerafdeling og blev i den forbindelse præsenteret for en potentiel ejendom. En ejendom hvor det viste sig, at virksomheden også var til salg, udtaler Brian Kastberg, adm. direktør i Madsen & Kastberg, i en pressemeddelelse.
- Vi fik sat et møde i stand, og da kemien og dialogen var god, kom en aftale hurtigt på plads, uddyber direktøren.
Opkøbet betegnes som led i et strategisk ønske om at styrke virksomhedens engagementet vest for Storebælt. Hovedsædet ligger i Rødovre, men der er både en lokal afdeling i Nordsjælland samt på Fyn.
Timingen er rigtig
Midtfyns VVS & Smedie har eksisteret i 20 år med de samme folk ved roret, og på adressen har der været VVS forretning siden 1952. I dag har firmaet i underkanten af 10 ansatte, og i de seneste to regnskabsår har der været overskud efter skat på cirka en halv million og 800.000 kr.
De nuværende ejere, Tove og Morten Clausen, kalder timingen for købstilbuddet helt rigtig.
- Vi har drevet Midtfyns VVS siden 2003, og vi har nydt det. De seneste år har vi drømt om at vækste, men vi har ikke haft det administrative set-up til det. Madsen & Kastberg kommer med både erfaringen og den administrative ballast, der skal til for at styrke processerne i forretningen og udvikle virksomheden i den retning, den fortjener, siger Morten Clausen.
Tove og Morten Clausen fortsætter deres virke i virksomheden og helliger sig fremover det faglige udførende arbejde, planlægning, kundepleje samt udviklingen af fagfolk.
Udvidelsen på Fyn er den anden i år for Madsen & Kastberg. I august etablerede firmaet en afdeling i Odense med fokus på sprinkler og VVS, som skal udføre både entrepriser og service i hele landet.
Madsen & Kastbergs meddeler, at de nuværende fynske medarbejdere i starten af det nye år flytter ind på adressen i Ringe.
Regnskabsår | 2022 | 2021 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 4,9 | 6,0 |
Resultat af primær drift | 0,7 | 1,1 |
Resultat før skat | 0,7 | 1,0 |
Årets resultat | 0,5 | 0,8 |
Balancestatus | 3,6 | 5,5 |
Egenkapital | 1,7 | 2,0 |
Antal ansatte | 8 | 10 |
Kilde: CVR |