23948sdkhjf

Årets Skolebyggeri kobler læring og kultur i lokalsamfundet

Arkitektfirmaet Kjaer & Richter har sammen med en række samarbejdspartnere designet bygningen til Årets Skolebyggeri 2023 – Børne- og Kulturhuset i Høje-Taastrup – kåret af Nohrcon som et visionært og fremtidsrettet projekt, der kobler læring og kultur i et nyt knudepunkt for lokalsamfundet.

Bydelen, Taastrupgård, hvor Børne- og Kulturhuset ligger, er et afgrænset boligområde bestående af karakteristiske tætpakkede boligblokke fra 70’erne. For at give plads til den nye skole har kommunen revet otte eksisterende blokke ned, så der skabes et naturligt centrum i bydelen med mere luft og store fællesarealer. Børne- og Kulturhuset er ’åbningstrækket’ for en gennemgribende renovering af hele området.

Høje Taastrup kommune vil gerne sikre, at kommunens bygninger anvendes optimalt, og det giver god mening, mener Liv Bach Henriksen, arkitekt MAA og leder af Pædagogik og Læring hos Kjaer & Richter. Tankerne for Børne- og Kulturhuset er, at det skal indgå aktivt i et løft af hele området, hvor borgerne inviteres ind i den offentlige del af Kulturhuset, hvor der også kan foregå aktiviteter uden for skoletid.

”Børne- og Kulturhuset er placeret centralt på det nye kulturstrøg i byen, hvor kulturstrøget fortsætter ind gennem huset, og på den måde bliver bygningen en naturlig del af kvarterets daglige liv. Det er med til at understøtte et fælles ejerskab, hvor alle byens borgere føler sig velkomne. Der er allerede gode erfaringer med, at bygningen er blevet et samlingspunkt for daglige brugere, beboere og besøgende, siden åbningen i marts 2023,” siger hun.

Rammer om mere projektbaseret undervisning og kulturtilbud

Børne- og Kulturhuset er en skole for 0.-6. klasse med en integreret daginstitution samt kulturskoler for musik, drama, billedkunst og idræt. Idéen er, at Børne- og kulturhuset udgør rammen om fremtidens læringshus. Et hus, hvor børn og unge leger, bygger, ideudvikler
og bruger deres naturlige nysgerrighed og skabertrang til at udvikle og lære.

”Her har vi som arkitekter arbejdet målrettet med et design, der lægger op til gruppearbejde, praktiske værksteder og leg som motivation for læring. Det arkitektoniske koncept og de fysiske rammer afspejler visionen med stor åbenhed og fælles faciliteter i stueplan, mens læringsmiljøerne er placeret på de øvre etager,”
forklarer Liv Bach Henriksen og peger på, at byggeriet iscenesætter kulturskolerne og dagtilbuddet som fire fritstående ’bokse’ i stueplan omkring et offentligt kulturtorv,
hvor elevernes områder ligger trygt og mere skærmet for offentligheden.

Gennemtænkt design og valg af materialer og farver understøtter bygningens funktioner

Bygningen er disponeret med udvendige adgangsveje i form af trapper og altangange, der sikrer direkte indgang til egen garderobe på 1. og 2. sal for eleverne fra 0.-6. klasse samt
adgang til udearealer fra alle etager.

Materialevalget er bevidst robust og tilpasset brugen med tegl i stueplan og træbeklædte
facader på 1. og 2. sal kombineret med træpaneler og strækmetal indendørs.

”De naturlige overflader bliver pænere af at blive brugt, og for at sikre sammenhæng og harmoni i interiøret har vi arbejdet med en dæmpet og funktionsbestemt farvepalette på både lofter, gulve og vægge – på den måde er der ingen sårbare hvide overflader. Det er med til at give et mere inspirerende og roligt miljø, som passer godt til bygningens funktion.” fortæller Liv Bach Henriksen og tilføjer, at samarbejdet med bygherre og det samlede projektteam har været afgørende for resultatet:

”Vi har haft et fantastisk samarbejde med et fælles mål om at skabe mest mulig pædagogisk værdi indenfor budgetrammen, og det, synes vi faktisk, er lykkedes temmelig godt med Børne- og Kulturhuset.”

KJAER & RICHTER

Kjaer & Richter er et bredt favnende arkitektfirma med base i Aarhus og København. Tegnestuen har gennem mange års målrettet arbejde inden for læringsområdet et stort kendskab til det skolefaglige indhold og de nyeste pædagogiske principper inden for bl.a. Projektbaseret Læring (PBL) og det 21. århundredes læringskompetencer samt deres betydning for de fysiske rammer.

Læs mere på www.kjaerrichter.dk

Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094