23948sdkhjf

Skolegrund udvikles til seniorboliger - nu er lokalplan godkendt

25 seniorvenlige boliger ønsker Skanlux Projekt at opføre på gammel skolegrund i Nakskov

Byggefirmaet Skanlux går med byggedrømme der, hvor Madeskovskolen i Nakskov tidligere lå. Og nu er virksomheden et skridt nærmere at gøre planerne på grunden til virkelighed. 

Politikerne i Lolland Kommunes klima-, teknik - og miljøudvalg har nemlig godkendt det forslag til en lokalplan og et kommuneplantillæg, som var i høring i sommer, skriver Lolland Falsters Folketidende

Det betyder, at Skanlux Projekt nu kan søge byggetilladelse. 

Hvornår, byggeprojektet går i gang, er endnu ukendt. 

Over for det lokale medie oplyser projektleder Jesper Høegh fra Skanlux Projekt, at de lige er startet op på 56 boliger i Maribo, som virksomheden skal lære af og tage erfaringer med fra. 

- Desuden har vi et firma til at søge byggetilladelse for os. Ansøgningen kan vi jo først sende nu, og jeg ved ikke, hvor længe kommunen er om behandlingen. Måske fire til fem måneder, siger han til mediet.

Skanlux Projekt går efter at bygge 25 seniorvenlige boliger til udlejning. Ifølge virksomhedens hjemmeside opføres boligerne i "moderne stil" med murede gavle og facader af termobehandlet træ. Hver bolig får en delvist overdækket terrasse. 

"Bebyggelsen er designet med vægt på ro og solpladser med læ under udhænget på terrasserne. Haverne er designet åbne med plads til aktiviteter mellem stedsegrønne planterækker, der skaber uderum og privatliv", lyder det videre.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.166