23948sdkhjf

Kuratorer jagter millioner: Konkurs rammer Jakob Muffs personlige holdingselskab

Konkursen er begæret af Sydbank og selskaberne Tryg Garanti og Allianz

Opdateret kl. 11.55 med baggrund om konkursen i det tidligere Muffbyg A/S og det seneste regnskab i Jakob Muff Holding ApS

Forårets konkurs i daværende Muff Byg A/S tager nu Jakob Muffs holdingselskab med i faldet. 

Der er tale om Jakob Muff Holding ApS, som nu er taget under konkursbehandling, skriver JydskeVestkysten.

Ifølge det lokale medie, der har fået indsigt i udskriften fra dombogen, er konkursen begæret af Sydbank og selskaberne Tryg Garanti og Allianz, som har stillet kreditter og garantier i forbindelse med store entreprisekontrakter. 

Henrik Steen Jensen fra Holst Advokater og advokat Anders Hvidberg Plum fra Andersen Partners Advokatpartnerselskab er udpeget som kuratorer. 

De er i forvejen i gang med at udrede konkursen efter Muffbyg A/S, der kort før konkursen blev omdøbt til MB Køge 2023 A/S. 

Selskabet gik konkurs i marts og kostede over 100 medarbejdere jobbet. Forud havde flere underleverandører anklaget selskabet for ikke at betale det, de skylder. Og siden er flere leverandører gået konkurs

Om årsagen til konkursbegæringen af Jakob Muffs holdingselskab, forklarer Henrik Steen Jensen til JydskeVestkysten: 

- Der har været en dialog om, hvordan man afvikler kautionsgælden, og det har ikke ført til noget, så nu er nogen kommet til et punkt, hvor de gerne vil have deres penge. 

Over for det lokale medie fortæller Jakob Muff, at han havde håbet på et andet udfald.

Tommel ned

I det seneste regnskab for holdingselskabet er årsresultatet landet i minus med lige knap 80 mio. kr., og egenkapitalen er dykket fra over 50 mio. kr. til negative knap 28,7 mio. kr. 

Regnskabet har fået en negativ medfart af revisionen, som ikke mener, det er retvisende. Det er aflagt under forudsætning om fortsat drift, og ifølge revisionens vurdering er der ikke realistiske muligheder for at fremskaffe nødvendig finansiering.

I ledelsesberetningen fremgår det netop, at der er garantier stillet over for en række finansielle parter i MB Køge 2023 A/S, og at der er usikkerheder knyttet hertil. 

Efter konkursen i MB Køge 23 A/S har Jakob Muff stiftet et nyt driftsselskab, Muffbyg ApS, som lige nu har travlt på Esbjerg Havn. Det nye firma blev stiftet 21. marts 2023

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.104