23948sdkhjf

Udlejerne tjener stadig penge

Maskin- og materialeudlejernes indtjening stiger til trods for at flere beretter om stigende omkostninger

Samtlige maskin- og materialeudlejere har i det seneste regnskabsår oplevet en stigende efterspørgsel og høj aktivitet, hvilket også beskrives i virksomhedernes ledelsesberetninger.

Bruttofortjenesten stiger samlet med 246,2 mio. kr., hvilket svarer til en stigning på 15,3 pct. En øget bruttofortjeneste kan også indikere en stigende aktivitet, især i et marked med et stigende omkostningsniveau. 

Også på resultatet før skat har branchen fremgang, hvor 8 ud af 11 virksomheder hæver bundlinjerne og samlet set tjener branchen 54 mio. kr. mere end året før.

Rekord-overskud

Selvom størstedelen af maskin- og materialeudlejerne hæver bundlinjerne, er der en aktør, som gør sig ekstra bemærket. 

CP ApS formår at øge resultatet før skat med 21,1 mio. kr. og virksomheden leverer hermed det største overskud i de 10 år Licitationen Byggeriets Dagblad, har haft aktørens regnskab under lup.

Virksomheden nævner i ledelsesberetningen, at man i løbet af 2022 succesfuldt har implementeret aktiviteterne fra opkøbet af Ajos A/S, hvilket har bidraget positivt til fremgangen på resultatet før skat.

Branchegiganten GSV Materialeudlejning, som var forrige års store indtjeningsvinder, hæver kun bundlinjen med 2,3 mio. kr. til trods for at virksomheden vækster med 354 mio. kr. på omsætningen.

GSV udtaler i ledelsesberetningen at stigningen i omsætningen kommer af en fusionering mellem virksomheden og GSV Holding A/S samt CC Tool Invest ApS.

Top og bund matcher ikke

At omsætningsvæksten ikke skinner igennem på bundlinjen, er GSV ikke alene om. Selvom størstedelen af maskin- og materialeudlejerne hæver bundlinjerne og at branchen, modsat de fleste øvrige brancher i byggeriet, har en positiv indtjeningsvækst, skriver flere aktører i ledelsesberetningerne, at de havde forventet et endnu bedre år, men at stigende omkostninger har resulteret i et mindre overskud.

Grundet de stigende omkostninger, forventer branchen heller ikke at løfte indtjeningen yderligere i 2023, og forventer dermed, med forbehold for markedsforholdene, et år på niveau med 2022.

Hovedpointer fra analysen

To maskin- og materieludlejere oplyser omsætning og samlet vækster virksomhederne med 410 mio. kr., svarende til en procentvis stigning på 27,6 pct.

Samtlige Maskin- og materialeudlejere øger bruttofortjenesten og branchen går frem med 246,2 mio. kr., en stigning på 15,3 pct.

8 ud af 11 virksomheder øger driftsresultatet og samlet stiger branchen med 62 mio. kr., hvilket svarer til 17,8 pct. CP ApS har den største fremgang med 22 mio. kr., Riwal falder på driften for sjette år i træk og går tilbage med 3,5 mio. kr.

Samlet set har 7 ud af 11 udlejere ansat flere og 126 nye ansatte finder vej til branchen, hvilket er en stigning på 8,7 pct.

Branchens gennemsnitlige afkastningsgrad hæves med 3 procentpoint til 13,3 pct.

Sådan er analysen blevet til

Analysen er lavet på baggrund af de seneste regnskabstal for maskin- og materieludlejere med mindst 50 ansatte ved redaktionens afslutning den 11. september 2023.

De fleste regnskaber følger kalenderåret, således at virksomhederne har lukket regnskaberne den 31. december 2022. Platform.as A/S har dog lukket regnskabsbøgerne den 30. september 2022, mens A. L. Del Pin A/S har lukket regnskabet den 30. april 2022.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109