Debat: Der er flere perspektiver i debatten om certificeringsordningen
”Foreningen af Rådgivende Ingeniører mener ikke, at kildernes oplevelser er udtryk for et generelt billede i branchen.”
Sådan har det lydt flere gange i en række artikler i Licitationen, hen over den seneste halvanden måned, hvor Licitationen har arbejdet på at afdække, om certificeringsordningen for konstruktion eller rådgiverne er skyld i et overforbrug af materialer i byggeriet.
I flere artikler har der været udtrykt en undren over, at FRI ikke har ville kommentere sagen yderligere. Svaret ligger i ovennævnte citat. For vi kan stadig ikke genkende, at der som konsekvens af certificeringsordningen for konstruktioner, er opstået et systemisk problem, hvor bygninger i større grad end tidligere bliver projekteret ”overholdbart” eller ”angstarmeret”. Ligesom Licitationen kan vi godt identificere enkelte eksempler på problemstillingen. Men det er også let at finde gode eksempler, der viser det modsatte; altså at projekter ikke gøres mere sikre end nødvendigt, på bekostning af bygningens klimaaftryk. Ja, reelt kan vi også finde eksempler på, at det netop er certificeringsordningen for konstruktion der sikrer, at mere elegante og bæredygtige løsninger kan blive regnet igennem, og dermed reelt blive realiseret. Det perspektiv har manglet i dækningen, at mere bæredygtigt byggeri lader sig gøre netop på grund af certificeringsordningen for konstruktion.
Vi vil i FRI meget gerne forholde os til debatten – og forklare, hvorfor problematikken ikke nødvendigvis er så simpel eller binær, som dækningen har været hidtil.
Lad os starte med at spole tiden lidt tilbage.
En misrettet kritik
Siden sommerferien har Licitationen rejst debatten om mængden af beton, der bliver brugt i byggeriet. Det er en vigtig debat, der udspringer af ideen om, at dette forbrug er eksploderet – midt i en tid hvor vi, for at bygge mest muligt bæredygtigt, burde skære kraftigt ned for brugen af alle overflødige ressourcer. Og i frustration over problemstillingen peges fingrene mod de certificerede statikere og certificeringsordningen, som årsagen. Og det er en forfejlet kritik.
Man kan på sin vis sammenligne certificerede statiker med en færdselsbetjent, der skal sørge for, at færdselsloven bliver overholdt. Og uanset om asfalten er jævn, solen skinner, og der ikke er andre bilister på vejen, så kan politiet ikke tillade, at der køres 100 km/t, der hvor skiltene siger 80.
Tilsvarende kan en certificeret statiker ikke skrive under på en sluterklæring, hvis ikke dokumentationen er til stede og er tilstrækkelig.
Man skal dog også have in mente, at de projekter, der afsluttes nu, og som omtales i artiklerne, blev projekteret under certificeringsordningens mildest talt bøvlede opstart tilbage i 2019 og 2020 – i øvrigt før der blev indført klimakrav. Retningslinjer og hele strukturen bag certificering var ikke på plads før sidste år, så de certificerede arbejdede i en black box, hvor de vidste, de blev bedømt hårdt.
De tider er heldigvis bag os. Vi oplever i dag, at det især er de udførende, der skal vænne sig til de nye regler. De skal nu levere dokumentation for det, de har udført, og hvis ikke de gør det, må den certificerede sige ”nej”. Og tilvænning til nye kommer vi til at tage hele vejen gennem byggeriet flere gange i fremtiden, hvor klimakrav, cirkularitet og andre nye krav kommer til at betyde at vi alle skal lære nyt.
Både BR og certificeringsordningen skal tilpasses
Når det er sagt, så er der behov for at vi kigger kravene i Bygningsreglementet og certificeringsordningen igennem, eksempelvis om der kræves unødig sikkerhed i konstruktionskravene. Måske giver nogle af de forhadte ting i certificeringsordningen, som kontrol af udførelse, dokumentation og kontrol i det hele taget, netop mulighed for at lempe på nogle af de sikkerhedsfaktorer, der er indbygget i reglerne?
Der sker meget sjældent fatale ulykker med byggerier i Danmark, men det er politikerne, der afgør, om der er plads til at lempe reglerne. Vi oplever i FRI, at der både blandt FRI-rådgivere, blandt de certificerede og blandt toplederne i FRI’s medlemsvirksomheder er stor villighed til - og ønske om - at bidrage til at tilpasse reglerne, så vi bedre kan balancere dilemmaet ’sikkerhed vs bæredygtighed’. Det hører jeg faktisk også om fra flere andre parter i byggeriet.
Det er en opfordring, vi bærer ind til både politikere og til embedsværket i Social- og Boligstyrelsen.
Og, vi får mange gode bud på, hvordan udfordringerne kan håndteres. Bud vi også gerne bærer med videre. En særlig udfordring handler om renoveringer, hvor rådgiverne efterspørger mulighederne for at bruge deres faglighed og basere sig på mere faglige vurderinger blandt andet i forbindelse med renoveringer. En anden udfordring er risikoen for et personligt ansvar bør flyttes entydigt over til virksomhederne. Og så efterspørger de certificerede, at i kontrollerne kommer til at handle mere om det fagligt gode og sikre projekt end om korrekt proces.
Det KAN gøres bedre
Siden certificeringsordningerne blev indført, er kravene til LCA og bæredygtighed også kommet ind i BR. Det i sig selv medfører et behov for at tænke på ressourceforbrug ift. konstruktioner og byggeriet som helhed. Og der er ikke nogen politiske vinde, der blæser i retning af, at miljøet i fremtiden skal vægtes mindre, end det gør nu.
Det er oplagt, at reglerne skal balancere kravene til sikkerhed med klimakravene. Rådgivende Ingeniører har i den grad fokus på mere bæredygtigt byggeri, men for at spare på de fysiske ressourcer skal der bruges mere brainpower, så vi stadig får et godt byggeri. Men det kræver også, at der bliver kigget på, hvordan vi organiserer byggeprojekter, rådgiverne bliver nødt til at bruge flere timer inden vi går i gang og de udførende skal være særligt omhyggelige når de bygger.
De certificerede har en stor rolle i arbejdet. Men det er vigtigt stadig at huske, at deres rolle også er at sige nej, hvis noget ikke opfylder de krav, der stilles i lovgivningen.
