23948sdkhjf

Debat: Netværk er guld værd

Det kan vise sig at være meget produktivt i uvante rammer at tale åbent og nysgerrigt med kolleger, skriver dagens debattør 

Snart samles hele vejbranchen til den årlige konference Vejforum. Her mødes alle led i værdikæden, uden at konkurrencehensyn og verserende sager hindrer, at man får nogle udbytterige dage med fagfæller.

Fra morgen til aften er der spækket med faglige indlæg, og eksperter stiller sig beredvilligt til rådighed for vidensformidling, for målet er netop at løfte vidensniveauet i alle dele af vejsektoren.

Netværket

Udenfor programmet foregår der noget, som er lige så vigtigt. Der er nemlig lagt op til mødet mellem mennesker. Netværket.

Om boliger siger vi ofte, at beliggenhed er guld værd. Jeg har lyst til at tilføje om faglighed og kompetencer, at netværket er uvurderligt.

Netværk og det at arbejde åbent og imødekommende med viden er måske tilmed en styrkeposition, som ikke er givet på forhånd.

Pointen er altså, at vi skal passe på vores netværk og sætte pris på det.

Netværk i uvante rammer

Vejforum kalders også vejsektorens Roskildefestival. Måske fordi det kan være vanskeligt at få fingre i en billet. Men den store udstilling er, næsten som lejrområdet på Roskilde, et fremragende fristed, som man kan ty til, hvis der ikke sker noget på scenerne, som man har lyst til at høre.

Det er her, man mødes i mindre grupper – måske to-og-to, ser hinanden i øjnene og bliver klogere. Det er her man kan skabe nye relationer, og det er her man kan genopfriske gamle. Netværket er simpelthen lige så vigtigt som fagligheden.

Desværre ser vi nogle steder en puritanisme, som helst vil rense de professionelle omgangsformer for det, som de synes er uvedkommende. Som har svært ved at se, at netværk kan dyrkes til en fodboldkamp eller en inspirationsrejse, som ikke umiddelbart har noget med corebusiness at gøre.

Netværkning er arbejde

Min påstand er, at det faktisk kan vise sig at være meget produktivt i uvante rammer, at tale åbent og nysgerrigt med kolleger, og at det er ganske produktivt, når man siden vender tilbage til hverdagen med nye bekendskaber og faglige netværk med kolleger i andre positioner. Man har fået en tydligere, fælles referenceramme som måske gør det nemmere at tage kontakt for at få sparring eller hjælp, når man er tilbage i hamsterhjulet.

Det at netværke i uvante rammer er ikke en modpol til professionelt arbejde. Tværtimod, så er det en del af arbejdet at netværke og vedligeholde sine faglige kontakter til glæde for problemløsningen i hverdagen. Det er både rart og effektivt at kunne række ud til kollegaen fra Frederikshavn, når man selv er kørt fast. Så er det værdifuldt at kunne ringe til den kollega, som nok kan løse præcis det problem, man er løbet ind i.

Så lad det være opfordringen. Tag på Vejforum eller til et andet fagligt arrangement og se at få styrket dit netværk. Det er godt for alle parter.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11