Store el-maskiner: Importør på forkant

Det går stærkt med udbredelsen af elektriske maskiner i Danmark. Der er næsten ikke den forhandler af entreprenørgrej, der ikke har eldrevne maskiner på programmet, men hidtil har det kun været de mindre maskiner.
Det vil Hyundai-importør Peter Daugbjerg gerne lave om på. Og han er godt på vej. Han kan nemlig levere store maskiner, som kan køre en hel arbejdsdag, uden opladninger.
- Vi kan i et tæt samarbejde med den hollandske Hyundai-importør, Van Der Spek, ombygge helt nye Hyundai-maskiner fra dieseldrift til eldrift, fortæller han.
Vi kan i et tæt samarbejde med den hollandske Hyundai-importør, Van Der Spek, ombygge helt nye Hyundai-maskiner fra dieseldrift til eldrift Peter Daugbjerg, adm. direktør, Daugbjerg Maskiner
Små markeder
- Problemet er jo, at de store OEM’er, det vil sige de store verdensomspændende producenter af maskiner, producerer maskiner i rå mængder, og markeder som Danmark og Holland er trods alt begrænsede i størrelse. Og derfor ser man nu denne model, hvor man tager dieselmotoren ud af den nye maskine, og sætter elmotorer ind i stedet. Det hele sker under fuld kontrol og med tilladelse fra Hyundai. Man er nemlig nødt til at åbne op for de små hemmeligheder i maskinerne, for at det overhovedet kan lade sig gøre, siger Peter Daugbjerg under besøget i Holland, hvor Licitationen var inviteret med.
Det lader sig gøre
Licitationens udsendte har med egne øjne set en 23 tons elektrisk maskine, der kan køre en hel arbejdsdag. Hos firmaet, der ombygger maskinerne, har man adgang til maskinernes ”live” data, og her overvåges, hvordan maskinerne arbejder, og hvordan batteristanden er gennem hele arbejdsdagen. Firmaet har en række maskiner kørende hos entreprenører og udlejningsvirksomheder, og her er billedet det samme: De kører en hel dag uden problemer, også selv om der er monteret en tilt-rotator på maskinen.
- Jeg har rejst en del rundt i Holland, hvor der er lagt låg på store entrepriser, der skulle forhøje digerne. Det skyldes, at digerne ligger i Natura 2000 områder, og her vil man ikke have dieselmaskiner ud at køre. Derfor har man været presset til at udvikle nye muligheder, siger Peter Daugbjerg, som også i Danmark vil kunne levere helt nye, konverterede Hyundai gravemaskiner.
Besparelser i vente
Der vil selvfølgelig være noget ventetid, ligesom der også er en merudgift ved denne metode, mens dels sparer man jo en hel del service på maskinerne, da serviceintervallerne ser helt anderledes ud for en eldrevet maskine. Der er ingen problemer med regenerering, addblue og andet, som koster tid og penge. Til gengæld kan man køre overalt med maskinerne, og de kan have en forskudt arbejdsdag, så man udnytter dem bedre.
Også minilæsser
Peter Daugbjerg er også importør af Pitbull, som er et hollandsk mærke – en minilæsser. Her kan Daugbjeg Maskiner også levere elektriske udgaver på hhv. 2,4 og 2,8 tons.
Den dieseldrevne Pitbull er i forvejen et stort hit i både Danmark, Sverige og Norge, hvor vi har importen. De eldrevne udgaver er på vej, men efterspørgslen er stor, og også her er der store fordele rent driftsmæssigt. Det gælder både i byggebranchen, men også i landbruget, hvor man står overfor store krav om CO2-reduktioner. Så også her er det oplagt med eldrift, siger Peter Daugbjerg.

Der er i Danmark eksempler på projekter, hvor man må gå på kompromis med kravene på miljøområdet. Mediet Bygtek har omtalt et projekt i Aalborg, hvor udbyderen, Vejdirektoratet måtte konstatere, at det er svært at gennemføre projekter med entreprenørmaskiner på under fem ton. Større elektriske maskiner fandtes ikke. Indtil nu.
Licitationen var inviteret til Holland af Daugbjerg Maskiner