23948sdkhjf

Fra lærling til direktør: Klinke- og flisevirksomhed udvider sin ledelse

Mosaikhjørnet har forfremmet sin projektchef gennem mange år, Klaus Byberg, til driftsdirektør

Fra én til to. 

Flise- og klinkevirksomheden Mosaikhjørnet udvider sin direktion som et led i at ruste firmaet til fremtiden efter nogle omskiftelige år præget af både corona og inflation.

- Ligesom resten af verden har vores branche været igennem en turbulent tid, der både har betydet økonomisk vækst under corona samt afmatning i forbindelse med den stigende inflation. Derfor står vi nu et sted, hvor vi har valgt at ryste posen i forhold til vores organisation, da vi ønsker at styrke virksomheden bedst muligt fremadrettet, siger direktør Tanja Foged i en pressemeddelelse. 

Der er tale om Klaus Byberg, der skifter rollen som projektchef ud med titlen som driftsdirektør. 

Kort om virksomheden

Mosaikhjørnet er en familieejet virksomhed med mere end 60 års erfaring inden for fliser og klinker til såvel indretning af private hjem som restauranter, skoler, hoteller, butikker og større boligbyggerier.

Virksomheden har butikker i Glostrup, Brønshøj og Aalborg og beskæftiger aktuelt over 20 medarbejdere.

Han har været en del af Mosaikhjørnet gennem 40 år. Her er han gået fra at være farvehandlerlærling til altså senest at have ansvaret for virksomhedens projektsalg. 

- Jeg har kendt Klaus siden, at jeg var helt lille, og han har være en del af Mosaikhjørnet i en menneskealder – også da mine forældre stod i spidsen for virksomheden. Derfor var det heller ikke en svær beslutning, at Klaus skulle være en del af direktionen, da det på mange måder er en rolle, han har opereret under i mange år. 

- Klaus besidder samtidig en erfaring og et kendskab til branchen, der er uvurderlig, og han vil derfor blot blive et endnu større aktiv for virksomheden, når han fremadrettet indtager rollen som driftsdirektør, siger Tanja Foged. 

Er trådt i kraft

De organisatoriske ændringer betyder, at Tanja Foged bliver udviklings- og økonomidirektør med et overordnet ansvar for virksomhedens forretningsmæssige profil og økonomi, mens Klaus Byberg får hovedansvaret for Mosaikhjørnets fysiske butikker og salg. 

- Jeg er både ydmyg og stolt over at være blevet valgt som driftsdirektør. Det er en rolle, der indebærer en række spænende udfordringer, hvor en vigtig del er at være med til at udvikle Mosaikhjørnets butikker og salg. Derudover betyder udvidelsen af direktionen, at jeg i højere grad kan koncentrere mig om den overordnede retning for Mosaikhjørnet, som jeg ser frem til at arbejde videre med i tæt samarbejde med både Tanja og bestyrelsen, siger Klaus Byberg.

De organisatoriske ændringer er officielt trådt i kraft per 1. september. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.115