Landinspektør genvinder kæmpe opgave
For fjerde gang har Skel.dk Landinspektører genvundet en fireårig rammeaftale med Vejdirektoratet om landmålingsydelser på Sjælland og Lolland-Falster.
Siden 2011, hvor Skel.dk vandt den første opgave, har landinspektørfirmaet leveret mere end 30.000 timers landmålingsydelser til Vejdirektoratet her. Det gælder blandt andre på projekter som Kronprinsesse Marys Bro, Storstrømsbroen, Nordhavnstunnellen og Fjordforbindelsen.
Kort om Skel.dk Landinspektører
Virksomheden har over 100 medarbejdere fordelt på kontorer i København, Aarhus, Holbæk, Slagelse, Kalundborg, Sorø og Helsingør.
Michael Thomsen er adm. direktør.
Som noget nyt har virksomheden desuden vundet den fireårige rammeaftale om landmålingsydelser på de statslige vejprojekter i Syddanmark.
Ifølge adm. direktør i Skel.dk Landinspektører, Michael Thomsen, er samarbejdet med Vejdirektoratet "en utrolig vigtig del af Skel.dk's historie".
Han fremhæver, at Skel.dk med den nye rammeaftale i Syddanmark for alvor kommer på vejene på Fyn og i Jylland, hvilket ifølge direktøren har været "et stort strategisk ønske" for landinspektøren i 2023.
- Da vi åbnede vores nye kontor i Århus i april i år, var det for at have et godt udgangspunkt for at videreudvikle vores forretning til glæde for vores landsdækkende samarbejdspartnere og kunder. Derfor glæder det os meget, at Vejdirektoratet som én af Skel.dk’s landsdækkende samarbejdspartnere, vælger Skel.dk til at løfte deres landmålingsopgaver på både Sjælland, Fyn og i det sydlige Jylland, siger Michael Thomsen i en pressemeddelelse.
Tre rammeaftaler i spil
I alt udbydes landmålingsydelserne for Vejdirektoratet som tre rammeaftaler. Foruden de to for henholdsvis Øst- og Syddanmark, som Skel.dk har budt på og vundet, gælder det Norddanmark, som er gået til Mølbak Landinspektører A/S.
Rammeaftalerne med Vejdirektoratet, der strækker sig fra 2024-2027, omfatter landmålingsydelser som fikspunktsetablering, præcisionsnivellement, afsætningsopgaver blandt andet til ekspropriationer samt detailmåling til brug ved projektering af anlægsprojekter.
Som noget nyt er der også terrestrisk laserscanning og droneopgaver inkluderet i rammeaftalerne.