Energirenovering med øje for både bæredygtighed og arkitektur
Mange kommuner står i disse år over for store renoveringsopgaver, hvor især skoler og institutioner skal have forbedret indeklimaet og energiregnskabet. En af de rådgivende ingeniørvirksomheder, der ofte er med i processen, er JL Engineering. Virksomheden har
specialiseret sig i at energirenovere ældre bygninger med respekt for både arkitektur, æstetik
og miljø. Selvom hvert eneste projekt er forskelligt, er fællesnævneren, at det handler om at løfte indeklimaet og læringsmiljøet, uden at øge energiforbruget, forklarer projektleder og partner Jesper Christensen:
“Vi starter med at undersøge, hvilken tilstand bygningen er i og vurderer, hvad der skal til, for at føre den op til moderne standarder. Det handler primært om isolering, vinduer og ikke mindst ventilationen, men vi renoverer også tit belysningsanlæggene, så de giver bedre indeklima uden et øget elforbrug.”
Svanemærket børnehus med godt indeklima
Mange af bygningerne er af ældre dato, og man kunne måske få den tanke, at det er en bedre løsning at rive ned og bygge nyt, men det mener Jesper Christensen ikke:
“Det er muligt, at man må slække lidt på kravene i forhold til moderne standarder,
men i forhold til bæredygtighed giver det i mine øjne altid mere mening at renovere, frem for at rive ned og bygge nyt.”
Et godt eksempel er Børnehuset Paletten i Gladsaxe Kommune, der ligger i en ældre, fredet
bygning. Her fik JL Engineering og totalrådgiverholdet gjort den ‘trætte’ bygning pæn og moderne, samtidig med at den blev svanemærket.
“Vi fik skabt et godt indeklima, samtidig med at vi sænkede energiforbruget dér, hvor det gav mening. Og så er der anvendt sunde materialer hele vejen rundt,” forklarer Jesper Christensen.
God ventilation er alfa og omega
På skoleområdet handler det ikke altid kun om energirenovering, men ind imellem også om at tilpasse arkitekturen til nye, fleksible læringsrammer. I dag skal klasselokaler fx ofte kunne slås sammen og anvendes i forskellige situationer, så der er mange hensyn at tage, når der skal projekteres lys og ventilation.
På Gadstrup Skole i Roskilde var JL Engineering med til at energirenovere den gamle bygning med et dårligt indeklima. En af de centrale opgaver var at finde plads til et kraftigt ventilationsanlæg med varmegenindvindingsanlæg.
“Det forbedrede energiregnskab gør, at man har fået løftet indeklimaet markant for ganske få midler,” siger Jesper Christensen.
JL Engineering
JL Engineering er en af hovedstadsområdets store, rådgivende ingeniørvirksomheder med specialer inden for renoveringer, tekniske installationer, bæredygtighed, energi, indeklima og brand. Hovedkontoret ligger i Brøndby, hvor de ca. 40 medarbejdere dækker projekter på det meste af Sjælland.
Se mere på www.jl-eng.dk