23948sdkhjf

De fem største dystede: Her er vinderen af stadionbyggeri til 650 millioner

A. Enggaard, MT Højgaard, NCC Danmark, Nordstern og Aarsleff var prækvalificeret

Fem af de største og mest velkvalificerede entreprenørvirksomheder herhjemme, A. Enggaard, MT Højgaard, NCC Danmark, Nordstern og Aarsleff, blev i april prækvalificeret til at give tilbud på hovedentreprisen på Nyt Stadion i Aarhus med 21.000 tilskuerpladser.

Efter indledende møder valgte fire af virksomhederne at afgive tilbud på opgaven, og i dag den 7. juli 2023 blev det offentliggjort, at det bliver A. Enggaard, som skal føre bygge- og anlægsarbejdet i mål.

- Det nye fodboldstadion bliver opført i et partneringsamarbejde. Derfor er det en vigtig milepæl at nå, at vi nu får hovedentreprenøren med på holdet, og vi er meget tilfredse med, at valget er faldet på A. Enggaard, siger Hardy Pedersen, der er projektdirektør for Kongelunden, i en pressemeddelelse.

Det nye stadion har et samlet budget på 650 mio. kr. Salling Fondene og Lind Invest har hver doneret 250 mio. kr. AGF bruger selv 150 mio. kr.

Skovens Arena

Skovens Arena, arbejdstitlen på Aarhus' nye fodboldstadion, er inspireret af skoven og de store træer i Kongelunden. Projektet er udarbejdet af Team Zaha Hadid Architects, Tredje Natur og Sweco.

Den arkitektoniske profil forholder sig tæt til sin historiske kontekst ved Stadion Allé, skoven og kirken. Karakteristisk er de hvide søjler, som er inspireret af de omgivende træers profiler – de strækker sig op, rækker ud og dækker områderne omkring stadion samtidig med, at de danner en kæmpe krone, der favner hele stadion.

- Vores forslag er inspireret af den omgivende skov og klubbens historie. Med projektet skaber vi et væld af offentlige rum, der kan bruges 365 dage om året, og stadion bliver et smukt vartegn for byen. Det inkorporerer de højeste standarder indenfor miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed i alle aspekter af designet og konstruktionen, siger Gianluca Racana, Direktør i Zaha Hadid Architects.

Samarbejde i superligaen

Det er hovedentreprenøren, der står for den samlede udførelse af byggeprojektet, hvilket både vil sige nedrivning af det eksisterende stadion og opførelse af et nyt på den ikoniske placering for enden af Stadion Allé i Aarhus. 

Opgaven bliver ikke mindre spændende af, at AGF skal afvikle sine hjemmekampe på banen i hele sæsonen 2024, mens nedrivningen af hovedbygning med mere er i gang.

- Formålet med partneringmodellen er i et åbent samarbejde mellem bygherre, totalrådgiver og hovedentreprenør at skabe og realisere det bedst mulige projekt inden for de økonomiske rammer og til tiden. Der bliver med andre ord brug for et hold og samarbejde i superligaen, og det er jeg overbevist om, at vi får med A. Enggaard som hovedentreprenør og Zaha Hadid og Sweco som totalrådgiver på projektet, understreger Hardy Pedersen. 

Andre vigtige medspillere er AGF som bruger og Rambøll som bygherrerådgiver.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.135