23948sdkhjf

Udvikler bag ny robot-plan: - Det kan blive en gamechanger i byggeriet

Softwarerobotter tjekker digitale bygningsmodeller hurtigt og sikkert. Skal frigøre tid og ressourcer ved at eliminere manuelt arbejde 

Ved hjælp af robotter kan byggeriet reducere fejl og mange timers manuelt tastearbejde.

Det er i hvert fald tesen i et nyt pionerprojekt med teknologien 'Robotic Process Automation' (RPA), som er udviklet af rådgivervirksomheden Niras, Odense Universitetshospital (OUH) og ConTech Lab under Molio. ConTech er en fælles platform for byggebranchen, hvor virksomheder kan udvikle og eksperimentere med nye måder at benytte data, digitalisering og teknologi.

OUH vil som følge af udviklingsarbejdet for første gang automatisere processerne for de digitale bygningsinformationsmodeller, også kaldet BIM. 

Stadig tidskrævende

I dag bliver RPA typisk anvendt til administrative opgaver og regnskaber. Men ifølge Salman Pey, der er leder af Niras afdeling for Bygnings Informations Modeller, er potentialet i byggeriet langt større: 

- Det kan blive en gamechanger i byggeriet, hvor de manuelle arbejdsopgaver stadig fylder meget i hverdagen, og er meget tidskrævende. Det nye er, at robotten både udfører processerne præcist, fordi den nøjagtigt har fået at vide hvad den skal. Og den står ikke mindst også for kvalitetssikring, siger Salman Pey til Licitationen - Byggeriets Dagblad. 

Lettere at overskue

Ifølge Salman Pey er automatisering en hjørnesten i digitalisering, og eftersom byggebranchen bliver mere data-drevet og digitaliseret ligger der, ifølge Niras-lederen, et stort uudnyttet potentiale i at forstå at teknologien - for bedre at løse stadig mere komplekse opgaver. 

-Det er helt oplagt at bruge automatisering og begynde at bygge softwarerobotter, der kan gøre hverdagen med dokumentationsprocesser og arbejdsgange lettere at overskue. Opgaver med at hente og downloade de opdaterede tegninger og sende dem til entreprenøren vil frigøre mennesker til mere kreative opgaver,  siger han. 

På tværs af projekter

Derfor har man på Odense Universitetshospital identificeret en rutineopgave, der opstår i forbindelse med tilsyn eller overlevering. Den går ud på blandt andet at tjekke, om alle bygningsmodeller er opdateret, og at lægge eventuelle opdateringer ind i et byggestyringsprogram.

- Det er tidskrævende, og man skal ideelt gennemføre den hver 14. dag på hvert projekt, siger Dennis Malling, der er IKT-koordinator ved OUH, i en pressemeddelelse.  

Genkendelig rutineopgave 

- En computer er hurtigere end et menneske til at sammenligne lister og identificere uoverensstemmelser mellem platforme, og samtidig kan man undgå menneskelige fejl ved at overdrage opgaven til en softwarerobot, tilføjer han.  

Også Dan Skovgaard Jensen, som er innovationskonsulent i ConTech Lab, er begejstret over de første forsøg, der skal munde ud i en gratis vejledning til hele byggebranchen på den anden side af sommerferien:

-  Ved at automatisere rutineopgaver som dokumenthåndtering og koordinering kan RPA frigøre tid og ressourcer til mere komplekse og værdiskabende aktiviteter, siger han.

Men har vi grund til at frygte robotterne? Ikke det mindste, siger Salman Pey:

- RPA-bots har ikke evnen til at forstå komplekse opgaver, træffe selvstændige beslutninger eller håndtere situationer der kræver menneskelig vurdering eller kreativitet.

Voksende industri

Men at dette pionerprojekt er en del af en større bevægelse, synes sikkert.

Danmarks robot-, automations- og droneindustri voksede med 21 procent i 2022 og skabte 29,6 mia. kr. i omsætning ifølge en rapport fra den nationale klynge Odense Robotics.

De mere end 500 virksomheder i industrien beskæftiger mere end 17.500 medarbejdere, og det er 15 procent mere end året før.

- Usikkerheden i markedet har fået nogle virksomheder til at vise tilbageholdenhed, men der er ikke tvivl om, at industrien fortsætter sin stærke vækstkurve og repræsenterer en af Danmarks vigtige vækst- og eksportindustrier, sagde Søren Elmer Kristensen til nordiskemedier.dk, da han i maj 2023 blev præsenteret som den nye direktør for Odense Robotics.

Hvad er RPA?

Robotic Process Automation (RPA) er en af de hurtigst voksende teknologier i verden.

RPA er en softwareløsning, som imiterer en almindelig medarbejders adfærd i sin betjening af virksomhedens IT-systemer.

RPA kan altså imitere et menneske og betjene en computer gennem det samme interface, som et menneske bruger. 

RPA benyttes ofte til administrative opgaver og kendes også som softwarerobotter eller kontorrobotter.   

Niras

Robotter i byggeriet

Robotter har i årtier været i brug på fabrikker. Et eksempel er bilindustrien, hvor robotarme siden 1970’erne har svejset og sprøjtemalet karrosserier. Nu lander teknologi i stadigt flere dele af byggeriet.

Noget af det mest omtalte er 3D-printet byggeri, hvor printerne kører efter robotteknologi. Løsninger til savværker og teglindustrien vinder ligeledes frem,

Også entreprenøren Enemærke & Petersen og Maturix har udviklet en ny digital sensor, der kan måle fugt i betonkonstruktioner og på den måde spare cirka syv arbejdstimer sammenlignet med manuelle målinger. Sammen med We Build Denmark og Odense Robotics har entreprenøren et mål om at bringe byggeriet og robotvirksomheder tættere sammen.

Alle håndværksopgaver – fra støbning af fundament til placering af den sidste tagsten - kan i en ikke så fjern fremtid blive udført af robotter. Inden længe kan en computer stort set overtage eksempelvis arkitektens job, når blot den har en overordnet idé til bygningen. Computeren har “lært”, hvad den så skal gøre, ved at gennemgå data om tusindvis af tidligere byggeprojekter.

Dens algoritmer finjusteres efter de mange data-erfaringer, så de kan vælge de optimele materialer til en given bygningsform. Også rør og ledninger placeres af robotten, der også beregner tagets optimale isoleringsevne. En tegning i tre dimensioner sendes herefter til de robotter, som fysisk skal lave bygningen.

Odense Robotics/Teknologisk Institut/illvid.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088