Aarsleff i spil til sidste store Femern-kontrakt
Femern A/S har udpeget de fire konsortier, der skal kæmpe om den sidste store kontrakt på byggeriet af Femern Bælt-tunnelen til Tyskland.
Det oplyser Femern A/S i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om anlæg af en jernbanestrækning på i alt 25 kilometer med kørestrøm og med fokus på klimavenlige løsninger.
Opgaven er udbudt med en forventet samlet tilbudspris på omkring 1,5 mia. kr.
- Vores mål er at levere en klimaneutral jernbane i drift og bidrage til den grønne omstilling af transportsektoren. Vi har nu i skarp konkurrence fundet de fire konsortier med de stærkeste kort på hånden til at byde på opgaven og levere en jernbane, som både under anlæg og i drift har fokus på klimavenlige løsninger, siger Kirsten Christensen, kontraktdirektør i Femern A/S med ansvar for jernbaneinstallationerne.
Hun har tidligere udtalt til FemernNews, at man naturligvis håber på, at prisen bliver lavere.
-Dette er økonomiske estimater, som er baseret på bedste skøn for at illustrere over for markedet, i hvilken kaliber vi befinder os. Vi håber selvfølgelig, at det kan gøres billigere, men det er ikke helt billigt at lave jernbane i en tunnel, sagde kontraktchefen tilbage i februar.
I alt havde ni store konsortier søgt om at blive prækvalificeret til at byde på opgaven, oplyser selskabet.
Heraf er nu fire konsortier udvalgt til det videre forløb frem mod en endelig tildeling af opgaven:
PORR (Østrig, Tyskland)
TSO - Swietelsky (Frankrig, Østrig)
Aarsleff Rail - Rhomberg (Danmark, Østrig)
ACSA - Cobra (Spanien)