Nyt fjernvarmeprojekt for Roskilde-entreprenør
Gorm Hansen A/S etablerer fjernvarme i Benløse
Gorm Hansen A/S er gået i gang med gravearbejdet på et nyt projekt, der omfatter etablering af fjernvarme i Benløse. Konkret drejer projektet sig om fjernvarmeudrulning i to boligområder i byen. Arbejdet udføres som en del af Ringsted Forsynings energidistrikter, hvor dette projekt dækker Energidistrikt 10 og 11.
Arbejdet finder sted i områderne ved Præstevej samt Smålodsvej/Fluebæksvej og omfatter etablering af cirka 6,5 kilometer hovedledning samt mere end 100 stik. Da projektet berører flere villakvarterer og eksterne institutioner såsom skole, idrætsanlæg og kirke, er der særligt fokus på at opretholde et højt kommunikativt niveau og sikre en tryg oplevelse for de berørte omgivelser.
Projektet udføres for Ringsted Forsyning A/S med Lyngkilde som rådgiver.