Ventilationsfirma udvider med køl
Markedet for energieffektive indeklimaløsninger er under hastig udvikling. For at imødekomme den stigende efterspørgsel og styrke positionen som totalleverandør udvider HM-Ventilation a/s nu kompetenceviften på køleområdet.
Med de nødvendige certificeringer på plads og ansættelsen af erfarne kølefolk kan HM-Ventilation a/s i Silkeborg fremover tilbyde kunderne mere komplette indeklimaløsninger, hvor ventilation og køl arbejder sammen for optimal komfort og energieffektivitet.
Én samlet indeklimaløsning – nemmere for kunden
Den strategiske satsning betyder, at kunderne hos HM-Ventilation a/s slipper for at koordinere mellem flere leverandører, når de ønsker en driftssikker og mere klimavenlig løsning inden for indeklima.
Servicechef Kasper Høy Jensen uddyber:
»I disse år skifter flere fra traditionelle opvarmningskilder som gas og olie til integrerede løsninger, hvor ventilation og køl går hånd i hånd. Ved at udvide vores kompetencer til også at omfatte køl sikrer vi, at vores kunder får helhedsorienterede løsninger, der både øger komforten og reducerer energiforbruget.«
Erfarne kølespecialister styrker teamet
Siden virksomhedens opstart i 2014 har HM-Ventilation a/s haft fokus på at levere professionelle ventilationsløsninger til private virksomheder og offentlige institutioner.
For også at sikre høj kvalitet på køleområdet er serviceleder Anders Pedersen og køletekniker Michael Andersen blevet ansat pr. 1. marts 2025 – begge kommer til HM-Ventilation A/S med mange års erfaring fra kølebranchen.
»Vi har været meget bevidste om at få opbygget et stærkt fundament inden for køl ved at sikre de nødvendige kompetencer og certificeringer. Begge dele er nu i hus. Det gør os i stand til fremover at levere mere komplette indeklimaløsninger til vores kunder,« slutter Kasper Høy Jensen.
Læs mere om HM-Ventilation a/s på www.hm-ventilation.dk