23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Fra retoriker til byggeleder: Man skal følge mavefornemmelsen

Kan man skifte spor fra universitetsuddannet humanist til byggeleder i LM Byg? Det er vel et retorisk spørgsmål, for selvfølgelig kan man det, og det er byggeleder Therese Linnea Rugberg Ranild et godt eksempel på. Læs med, og få et indblik i den kringlede vej fra humaniora til byggebranchen.

 Hvordan ender en bachelor i retorik som byggeleder på en af Københavns mest spændende byggesager? Vejen kan forekomme snørklet, men for Therese skete det helt naturligt.

Efter at have færdiggjort sin bachelor i retorik overvejede Therese grundigt sin fremtid. Der var behov for en lille pause, inden studierne fortsatte. Et kort praktikophold på Betty Nansen Teatret, hvor der blev arbejdet med fremstilling af rekvisitter til en stor forestilling, plantede det første frø, som skulle spire til en karriere i byggebranchen:

"Vi skabte noget med hænderne. Det var en fantastisk følelse både at arbejde fysisk, samtidig med at man skulle bruge hovedet. Det inspirerede mig til at tage snedkergrundforløbet i København. Jeg skulle bare lige prøve det af", fortæller Therese.

Selvom planen var at vende tilbage til retorikstudiet for også at tage kandidaten, begyndte det ene hovedforløb at tage det andet på NEXT i København. Og før hun havde set sig om, stod Therese som færdigudlært bygningssnedker.

"Jeg blev bidt af arbejdet og uddannelsen, og pludselig lå der en helt anden karrierevej foran mig."

Snedkeren blev praktikant hos betoneksperterne

Efter nogle år med værktøj i hånden, tidlige morgener og fællesskab i skurvognen, var det tilbage til skolebænken - det næste skridt for Therese blev konstruktøruddannelsen. På et byggepladsbesøg med studiet besøgte hun Mary Elizabeths Hospital, hvilket var en øjenåbner:

"Det var et virkelig spændende projekt, der gjorde et stort indtryk. Men det, som virkelig inspirerede mig, var personen, som tog imod os: Christian Lyck Qvist. Selvom han var en travl sektionsdirektør i LM Byg, havde han taget sig tid til at vise en flok studerende rundt. Og hans dedikation til arbejdet og virksomheden brændte tydeligt igennem, så jeg kontaktede ham og spurgte, om jeg måtte komme på besøg i sommerferien for at opleve en arbejdsdag på en af LM Bygs pladser - og før jeg så mig om, blev jeg tilbudt en praktikplads."

Therese først blev praktikant og sidenhen studentermedarbejder.

"Det var godt at komme ind i LM Byg, men også en omvæltning fra de projekter, jeg havde arbejdet på som snedker. På dette tidspunkt arbejdede de jo primært med råhuse i beton. Men folkene var dygtige, og der var en god tone. Der er mange fordomme om tonen i byggebranchen, og flere af dem har rod i virkeligheden, men hos LM Byg blev de gjort til skamme", siger Therese.

"Mens jeg var i gang med at skrive mit speciale, blev jeg spurgt, om jeg var interesseret i en ansættelse, når jeg var færdiguddannet - det sagde jeg selvfølgelig ja til. I februar startede jeg derfor som byggeleder på Marmormolen, som Pihl & Søn og LM Byg arbejder på i et konsortiesamarbejde. Det er en spændende sag, for det er et af Danmarks største træbyggerier. Det er jo interessant for en "gammel" snedker. Men det er også en intens sag på grund af størrelsen og kompleksiteten. Der er utroligt mange brikker, der skal falde på plads hver eneste dag. Derfor er det også vigtigt, at man nogle gange stopper op og tænker på, hvor heldig man er", fortæller Therese og kigger ud over vandet med et smil.

"Det her er vel en af de byggepladser i Danmark, der har den bedste udsigt."

Det er aldrig for sent at skifte spor

Spørger man ind til, om Therese fortryder sine tidlige år som retorikstuderende, er svaret et klart nej:

"Jeg syntes, det var spændende, og mange af de kompetencer, jeg erhvervede dengang, bruger jeg i hverdagen. Retorik handler om kommunikation. Hvordan får jeg mit budskab klart og tydeligt igennem? Den kommunikation er utrolig vigtig på en byggeplads. Forstår vi hinanden, og bevarer vi den gode tone, så når vi også længere. Så nej, jeg har ikke spildt min tid på universitetet, selvom jeg er endt et andet sted, end en retoriker typisk ville gøre."

Så Therese er et godt eksempel på, at hvis man følger mavefornemmelsen, åbner der sig mange nye og spændende døre. Og skulle man have en akademisk uddannelse bag sig og søge nye veje, er det aldrig for sent at stile mod en karriere i byggeriet.

LM Byg A/S
Hundigevej 79
2670 Greve
Greve Kommune
Danmark
CVR nummer: DK47982715

Kontaktperson

AT
Alexander Tengbjerg
atg@lmpihl.dk

Send til en kollega

0.078