Højhuse af træ er godt nyt for klimaet
CLT Denmark kan i dag fremvise en række CLT-byggerier i Danmark. På vejen er der mødt en del skepsis overfor træbyggeri, og det er højhusbyggerier med til at ændre på.
- Jeg mener, at de mange højhuse i træ, der er skudt op i store dele af verden – også herhjemme – er god nyt for klimaet, da de viser, at træ kan levere noget, som vi har troet, at kun klimatunge materialer som stål og beton kan levere, siger direktør Per Thomas Dahl, CLT Denmark.
Han har i løbet af det sidste år været med til at levere danske højhuse, nemlig TRÆ i Aarhus på 13 etager og klimalaboratorium på DTU i Lyngby på 7 etager.
Fælles for begge byggerier er høje klimaambitioner, hvor beton og stål bare ikke kan være med. Træ er tilmed en fornybar ressource, der optager luftens CO2 og binder det i træet. Det sætter højovne og kalkbrænding til henholdsvis stål- og betonproduktion skakmat.
CLT gevinsten kan dobles
Der bruges naturligvis meget træ til konstruktion af et højhus i træ. Men træ er let og limtræ sammen med CLT er massive materialer og fylder ikke mere end tungere konstruktionsmaterialer. Derfor er massivtræ klimamæssigt det bedste valg.
- Nogen har beregnet, at hvis man anvendte en organisk ressource som træ i alt nybyggeri, ville vi kunne doble op på CO2-reduktionen. Det er et faktum, at træets lagring af CO2 har et omfang, der i Danmark svarer til CO2-udledningen fra forbruget af beton hvert år, pointerer Per Thomas Dahl.