ABC Pavilloner flytter modulbygninger fra Silkeborg-skole halvanden kilometer til SFO
Modulbyggeri i træ rummer mange fordele. En af disse er netop blevet udnyttet i Silkeborg kommune, hvor syv moduler er blevet flyttet fra Dybkærskolen i det nordøstlige Silkeborg til Gødvadskolens SFO, Fritidsgården, der ligger halvanden kilometer væk. Modulerne genbruges én-til-én og har samtidig været med til at løse et akut pladsproblem.
En anderledes flytning har for nyligt fundet sted i Silkeborg. ABC Pavilloner har nemlig stået bag flytningen af syv træbaserede moduler på i alt 312 kvadratmeter, der er flyttet fra Dybkærskolen til Gødvadskolen omkring halvanden kilometer derfra. Her skal modulerne fremover være en del af Gødvadskolens SFO, Fritidsgården.
Behovet for flytningen opstod som følge af en omrokering af skole- og SFO-pladser i Silkeborg kommune. Opførslen af spritnye bygninger på Dybkærskolen havde gjort de 7 moduler overflødige, og da der samtidig var akutte pladsproblemer på Gødvadskolen, var flytningen af modulerne en ideel løsning for alle parter.
- De tidligere undervisningslokaler fra Dybkærskolen flyttes nu til Gødvadskolens SFO, Fritidsgården, så selve skolen får plads til flere elever. Tidsmæssigt passer det perfekt, at vi på den måde kan gøre brug af modulerne et andet sted i byen, og det er samtidig en løsning, hvor både økonomi og bæredygtighed hænger sammen, forklarer Michael Rendell Kristensen, bygherrerådgiver ved Silkeborg Kommune, og fortsætter:
- Hvis ikke vi havde haft muligheden for at flytte modulerne, ville vi være nødt til at bygge nyt. Det udgør i sig selv en stor millionbesparelse. Derudover er der kun sund fornuft i at genbruge modulerne, som er i en rigtig god kvalitet, og som sikrer et godt og rart indeklima.
Flytning med flere fordele
ABC Pavilloner der holder til i den midtjyske by Engesvang leverede i 2019 de 7 moduler til Dybkærskolen. Modulerne er altså kun fem år gamle og fremstår fortsat i flot stand, hvorfor de kan være til gavn i mange år frem.
- Præfabrikeret modulbyggeri er i udgangspunktet opført, så det kan anvendes igen og igen. Enten som én-til-én-genbrug, som det er tilfældet her i Silkeborg, eller hvor modulerne skilles ad og bygges op igen på en ny måde, så det kan anvendes til nye formål. Det giver rigtig god mening både økonomisk og klimamæssigt, da der er både penge og CO2 at spare ved at bruge materialerne igen og igen, siger Kjeld Facius, der er direktør i ABC Pavilloner.
Udover modulernes genanvendelighed som en åbenlys fordel, har det også været en effektiv måde for bygherren at etablere et nyt byggeri. Det samlede projekt omkring den halvanden kilometer lange flytning i Silkeborg, varede 16 uger med alt fra tilbudsgivning, byggeansøgning, etablering af fundament og selve flytningen - den fysiske flytning blev foretaget på kun 6 uger.
- Som modulproducenter bygger vi modulerne i indendørs haller, hvor de bygges 80 procent færdige. Herefter flyttes de på blokvogne ud til det sted, hvor de skal etableres. Denne opgave med flytning af eksisterende moduler fra én lokation til en anden er derfor rent teknisk en meget ligetil opgave for os. Vi er meget glade for at kunne hjælpe med at løse et akut pladsproblem for Silkeborgs skole- og SFO-børn på en nem og hurtig måde, siger Kjeld Facius.
Også hos bygherrerådgiver Michael Rendell Kristensen har der været stor tilfredshed med flytningen af de syv træmoduler, således udtaler han:
- Modulerne og inventaret er fuldt funktionsdygtigt og kræver derfor ingen større bygningsændringer, før de kan tages i brug på Fritidsgården. Vi beholder ruminddelingen og skal blot klargøre modulerne med en indvendig opfriskning af lokalerne, før vi kan tage imod børnene.
Flytningen af modulerne blev færdiggjort og stod klar hos Fritidsgården i uge 28.