Rejsegilde på AU’s nye eksamenshaller
Solen skinnede fra en skyfri, efterårsklar himmel, da holdet bag de nye eksamenshaller til Aarhus Universitet stimlede sammen til rejsegilde i sidste uge.
P+P arkitekter er bygherrerådgiver og arkitektrådgiver for FEAS (Forskningsfondens Ejendomsselskab) med SWECO som underrådgiver. Vi er meget glade for samarbejdet, og ser frem til den videre proces.
Projektet skal opfylde universitetets behov for eksamenshaller med plads til 1.100 stedprøver. Det nye byggeri samler alle universitetets stedprøver på én lokation uden for campus – tæt på offentlig transport og cykelstier.
I bygningens arkitektur er der fokus på at skabe et stramt og enkelt hierarkisk byggeri med et søjle-motiv, som er diskret fremhævet i bygningens linjer. Bygningens base markerer sig med store åbninger og vinduer i træ som en varm kontrast. Der er arbejdet med at skabe en varierende rytme imellem lukkethed og åbenhed over hele facaden. Hver søjle har en skarp kant og en blød kant – dette skaber en spændende variation i skyggerne og oplevelsen af bygningen, afhængigt af hvor man betragter den fra. Beplantningen på grunden skal drage paralleller til miljøet i Universitetsparken, og der vil blive lagt vægt på biodiversitet. I projektet er der derudover stor fokus på fleksibilitet: Bygningen vil kunne anvendes til flere forskellige formål – fx undervisningsfaciliteter, kontormiljøer, lagerfaciliteter mm.
Vi har udviklet designet, ideoplægget, byggeprogram, udbud og udført brugerproces med universitetets forskellige fakulteter. Under projektering og udførelse bistår vi som bygherrerådgiver med bl.a. tilsyn, bygherremøder og opfølgning med design.
Læs mere om projektet her: P+P arkitekter - Eksamenshaller, FEAS