Løwener søger servicetekniker til svejse- og skæreudstyr
Til ét af vores vigtigste områder, som er i stærk fremgang, har vi brug for endnu en servicetekniker til vores jyske afdeling.
I V. Løwener A/S arbejder vi med flere forskellige forretningsområder, hvor hvert enkelt råder over ressourcer til rådgivning, salg og service. Til ét af vores vigtigste områder, som er i stærk fremgang, har vi brug for endnu en servicetekniker til vores jyske afdeling. Har du den faglige know-how og flere års erfaring med reparation af svejse- og skæremaskiner og gerne flere til, så er det dig, vi mangler som en vigtig del af vores professionelle serviceteam tilknyttet vores servicecenter i Stilling v/Skanderborg.
Opgaver med kvalitetsudstyr
V. Løwener A/S er leverandør af alt i proces-, industri- og værkstedsteknisk udstyr til stort set alle grene af dansk industri, vandværker og autobranchen. Vores produkter og tekniske totalløsninger ligger i den høje ende af kvalitetsskalaen, det samme gør den rådgivning og service, vi tilbyder vores kunder. Dine primære opgaver bliver reparation, service og vedligeholdelse af svejse- og skæremaskiner (bl.a. fabrikaterne FRONIUS, HYPERTHERM og MESSER) på vores velindrettede og topmoderne servicecenter i Stilling og på kundernes adresser vest for Storebælt – lejlighedsvist landsdækkende. Ved kundebesøg får du selvfølgelig et veludstyret servicekøretøj til rådighed. Sekundært kan der blive tale om en række ad hoc serviceopgaver for Løweners samlede industri-, værksteds- og procestekniske division (ITEK).
Kvalifikationer og baggrund
Vi forventer, du er uddannet automatikmekaniker, industrielektriker eller tilsvarende. Det vigtigste er dog, at du har solid erfaring med elektriske anlæg og diagrammer – gerne også hydrauliske. Du kommunikerer godt på dansk, og du kan læse og udtrykke dig på engelsk. Det er også vigtigt, at du har en professionel holdning til dit arbejde, og at du forstår betydningen af at levere den bedst mulige kvalitet til kunderne, så de også vælger Løwener næste gang.
God arbejdsplads med samarbejdsånd
Du har gode samarbejdsevner, da du skal kommunikere med mange forskellige mennesker – både internt og eksternt. Du er typen, der yder en ekstra indsats, når kunden forventer det, og i perioder, hvor situationen kræver det. Du er udadvendt og imødekommende, og du bidrager gerne til værkstedshumoren med en frisk bemærkning. Vi tilbyder firmabetalt sundhedsforsikring, en arbejdsplads i en velrenommeret og velkonsolideret dansk virksomhed med uformel omgangstone, kort vej fra ide til handling og høj grad af frihed under ansvar for den enkelte.
Tiltrædelse: Hurtigst muligt.
Du er velkommen til at kontakte servicechef Brian Laursen på tlf.nr. 43 200 325 eller e-mail bl@loewener.dk for yderligere oplysninger om stillingen. Skriftlig ansøgning bedes sendt til Brians e-mail adresse senest 30.4.2018. Skriv venligst ”ansøgning servicetekniker” i emnefeltet.
Du kan se mere om os på www.loewener.dk
V. Løwener A/S er en handels- og ingeniørvirksomhed grundlagt i 1889. Vi forhandler og servicerer tekniske produkter og løsninger til industrien, auto- og transportbranchen, entreprenørbranchen og den offentlige sektor i Danmark.
V. Løwener ITEK forhandler bl.a. FRONIUS svejseudstyr, MESSER skæremaskiner, HYPERTHERM plasmaskæreudstyr, BADGER METER instrumentering og datakommunikation, TRAVAINI og CALPEDA pumpetekniske løsninger, DURA komplette værkstedsindretninger og meget mere. Løwener har ca. 65 medarbejdere fordelt på hovedkontoret og servicecentrene i Glostrup og Stilling.