23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Styr på håndværktøjet på supermoderne færge

Specialbyggede værktøjstavler er med til at effektivisere vedligeholdelse og reparation på en af verdens mest moderne færger. Lemvigh-Müller har bygget værktøjstavler til hybridfærgen Scandlines Copenhagen

Hvis ens forestilling om arbejdsforholdene for de, der arbejder med drift, vedligeholdelse og reparation om bord på et skib går i retning af oliefedtede, skummelt belyste, trange og lavloftede maskinrum og interimistiske værksteder, er man meget langt fra virkeligheden anno 2018. I hvert fald hvis skibet hedder Copenhagen og sejler mellem Gedser og Rostock.  Copenhagen og søsterfærgen Berlin er verdens største hybridfærger, hvor elmotorer bidrager til fremdriften til gavn for miljøet. Hybriddrift er et led i en strategi, som på langt sigt skal gøre rederiet bag de to færger, dansk-tyske Scandlines, 100 procent emissionsfrit.

Den delvist elektrificerede drift gør ikke blot de ultramoderne færger rene udadtil. I nogle af de områder af skibet, som passagererne aldrig ser, maskinrum og værksteder, har hybriddriften medført færre vedligeholdelsesopgaver og et miljø, der nærmere leder tankerne hen på en procesteknisk virksomhed. Det skyldes ifølge Stefan Egedal Petersen, seniormaskinchef og ansvarlig for den tekniske drift af Copenhagen, at elektriske komponenter som batterier og styretavler stort set passer sig selv.

Stadig brug for håndværktøj
Alligevel er der stadig brug for traditionelt håndværktøj i Copenhagens lyse og velordnede metalværksted. Her skal ethvert værktøj, det tekniske mandskab kan tænkes at få brug for undervejs, være til rådighed og have sin faste plads. Det sørger individuelt udviklede værktøjstavler fra Lemvigh-Müller for.  Her er ingen standardløsninger, men specialtavler tilpasset nøjagtigt til skibets værktøjsbeholdning.

”Der er rigtig mange besætningsmedlemmer, som bruger værktøjet ombord, så det er vigtigt, at alt værktøj har en fast og synlig plads. Det gør det let at finde det rette værktøj, og det er med til at sikre, at det kommer tilbage på sin rette plads igen,” siger Stefan Egedal Petersen.

Han leder Copenhagens tekniske stab, der er sammensat af søfartsuddannede og håndværkere. Sammen sørger de for, at færgens mange tekniske funktioner er i topform. Opgaverne omfatter alt fra småreparationer på inventar til kontrol og servicering af det avancerede system, som renser røgen fra færgens brændstofdrevne hovedmotor for svovl og partikler. Ud over almindeligt håndværktøj som skruetrækkere, hamre, file og tænger holder Copenhagens værktøjstavler styr på et bredt udvalg af elværktøj. Dertil kommer fastmonterede værktøjsmaskiner som drejebænk og søjleboremaskine samt svejseværker, der sætter vedligeholdelsesfolkene i stand til at klare næsten enhver tænkelig reparations- eller vedligeholdelsesopgave. Foruden det store metalværksted har Copenhagen to mindre værksteder til henholdsvis snedker- og elopgaver.

Planlægning giver effektiv vedligeholdelse
Ud over orden i materiellet er nøglen til effektiv vedligeholdelse og reparation til søs god planlægning. Men selv med planlagt vedligeholdelse og hybriddrift vil der ind imellem opstå behov for at klare en reparation her og nu. Og så er det vigtigt, at alle ved præcis, hvor de kan finde reservedele og værktøj, konstaterer Stefan Egedal Petersen.

”Uanset hvor godt man planlægger sin faste vedligeholdelse, vil der opstå nedbrud på maskineri eller systemer. Det kan ske på alle tider af døgnet og året rundt. Derfor må besætningen være forberedt på at lave lidt af hvert, når de er på vagt,” siger han.

Værkstedsindretning er specialkompetence
Færdige værkstedsindretninger til skibe har udviklet sig til en specialkompetence hos Lemvigh-Müller. En værksteds- og værktøjsløsning til et skib omfatter typisk alt andet end det fastmonterede inventar og udvikles i tæt samarbejde med kunden. Det sikrer, at både sammensætning af værktøjssortimentet og den måde, det opbevares på, passer nøje til skibet og til besætningens behov.

”Standardløsninger med løse værktøjsholdere kan ikke fastholde værktøjet effektivt og er heller ikke robust nok til brug om bord på et skib. Derfor tager vi altid udgangspunkt i en dialog med kunden om den specifikke opgave og udvikler en individuel løsning,” forklarer Michael Thomsen, account manager og specialist i værktøj og tekniske artikler til industri og søfart i Lemvigh-Müllers specialiserede marineteam.

Lemvigh-Müller A/S
Stationsalleen
2730 Herlev
Herlev Kommune
Danmark
CVR nummer: DK56973311

Kontaktperson

KBP
Kim Betak Pedersen
Kommunikationsmedarbejder
kibp@lemu.dk

Send til en kollega

0.062