Årets leverandører kåret på DFDS-færge
Lemvigh-Müllers store event ’Leverandørdagen’ trak over 2.000 kunder ombord i København og Aarhus. Et af højdepunkterne var kåringen af årets fire leverandører
Dækket var skuret, og lanternerne tændt, da Lemvigh-Müller på DFDS-færgen Crown Seaways fra den 7.-9. marts afholdte det store arrangement ’Leverandørdagen 2016’. Som en del af begivenheden kårede Lemvigh-Müller årets leverandør inden for kategorierne VVS, VTA (værktøj og tekniske artikler), industri og el.
Gemina/Termix løb med hæderen som VVS-leverandør, mens HKSDK vandt i kategorien for VTA. Årets industrileverandør blev Siemens, og Niko Servodan vandt som el-leverandør. Udover æren var der både bronzestatuetter, blomster og diplomer til de fire heldige vindere, og løbet var ifølge kategoridirektør Kristian Andersen, Lemvigh-Müller, særdeles tæt.
- Det var decimaler, der skilte de fem nominerede i hver kategori fra hinanden, og for overhovedet at blive nomineret skulle leverandørerne leve op til krav om blandt andet omsætningshastighed og betalingsbetingelser, siger han.