Forbrugerne skeptiske over for udenlandske fødevarer
Det står sløjt til med danskernes tillid til visse udenlandske fødevarer, selv fra et naboland som Polen. Syv ud af ti danskere vil have uvildig dansk fødevarekontrol ved grænsen, og det er ikke overraskende, mener professor i forbrugeradfærd.
Vi havde det måske godt på fornemmelsen, men nu er det dokumenteret med ubestridelig overbevisning.
Danske forbrugere ser med stor skepsis på udenlandske fødevarer, og især fødevarer fra Kina har et troværdighedsproblem. 84 procent af danske forbrugere har ringe eller ingen tillid til kinesiske fødevarer, viser en undersøgelse som Wilke har foretaget for Varefakta.
Tilsvarende sløjt ser det ud med tilliden til fødevarer fra et naboland mod syd. Polske fødevarer kan kun mønstre høj tillid hos 2 pct. af forbrugerne, mens 75 pct. omvendt har ringe eller ingen tillid til fødevarer produceret af vores polske EU-fæller.
Danske forbrugere tillægger det stor eller afgørende betydning af oplysningerne på udenlandske fødevarers emballage er kontrolleret i Danmark, inden de havner i butikkerne. I alt er det syv ud at ti forbrugere, der lægger vægt på uafhængig kontrol af udenlandske fødevarer.
Professor ikke overrasket
At fødevarer fra Polen og Kina nyder beskeden tillid hos forbrugerne kommer ikke bag på professor i forbrugeradfærd ved Copenhagen Business School, Torben Hansen.
”Det er ikke særligt overraskende. Vi bor i et land, hvor vi stort set ikke ’låser dørene’. Vi har meget stor tillid til hinanden, men den tillid overfører vi ikke uden videre til udenlandske producenter fra anderledes kulturer eller samfund,” siger Torben Hansen.
Selvom Polen i dag er EU-medlem og EU's præsident er polak, så ser forbrugerne fortsat Polen som en del af det gamle Østeuropa og ikke som en del af et stort fællesskab, vurderer han.
”På samme måde anser vi Kina som et land, der har et fremmedartet system, og den tryghed vi har ved det, vi kender, har vi ikke til systemer, vi adskiller os fra.”
Oplagt med dansk kontrol
Torben Hansen, der foruden at være professor ved CBS også er medlem af Måltidstænketanken, mener at detailhandelen kan overføre noget af den tillid forbrugerne har til danske produkter til eksempelvis de polske og kinesiske fødevarer.
”Det er oplagt at ved f.eks. at indføre dansk kontrollerede varedeklarationer, så overvælter man noget af den grundlæggende danske tillid til de udenlandske fødevarer,” mener Torben Hansen, der tilføjer, at danske forbrugere også kan gøre noget selv ved at forbedre egne fødevarekompetencer.
”Den høje tillid til danske fødevarer er måske blevet lidt af en sovepude, så forbrugeren ikke selv tager ansvar. Råvarekendskabet og evnen til at læse en deklaration er ikke helt så god, som den kunne være,” mener han.
Stigende udenlandsk efterspørgsel
Undersøgelsen viser også, at der er meget stor forskel på forbrugertilliden, når det gælder landene omkring os. Forbrugerne har stor tillid til tyske fødevarer (36 pct.) og endnu større tillid til svenske fødevarer (50 pct).
Forbrugertilliden er dog allerstørst, når det gælder danske varer. Alle fødevareskandaler til trods, så har 65 pct. af forbrugerne høj tillid til danske varer.
”Grunden til, at vi reagerer så stærkt på fødevareskandaler herhjemme, skyldes ikke mindst at der bliver rokket ved den høje tillid,” siger Torben Hansen.
Hvis en fødevare er produceret i udlandet, hvilken betydning har det så for dig, at oplysningerne i på emballagen er kontrolleret af en uafhængig dansk instans?
Procent Antal Respondenter
Det har afgørende betydning 16,9% 169
Det har stor betydning 53,3% 534
Det har mindre betydning 21,5% 215
Det betyder ikke noget 6,1% 62
Ved ikke/vil ikke svare 2,3% 23
Total 100,0% 1.003
Hvor stor er din tillid til fødevarer produceret i følgende lande, hvis oplysningerne på emballagen ikke er kontrolleret af en uafhængig dansk instans?
2.2 Polske varer
Høj tillid 2,2% 22
Nogen tillid 20,0% 201
Ringe tillid 48,6% 487
Ingen tillid 27,0% 271
Ved ikke 2,2% 22
Total 100,0% 1.003
Procent Antal Respondenter
2.3 Kinesiske varer
Høj tillid 1,1% 12
Nogen tillid 12,4% 125
Ringe tillid 43,5% 436
Ingen tillid 40,6% 407
Ved ikke 2,4% 24
Total 100,0% 1.003
Procent Antal Respondenter
2.1 Tyske varer
Høj tillid 36,0% 361
Nogen tillid 54,7% 549
Ringe tillid 6,4% 64
Ingen tillid 1,8% 18
Ved ikke 1,1% 11
Total 100,0% 1.003
Procent Antal Respondenter
2.5 Danske varer
Høj tillid 65,1% 653
Nogen tillid 31,7% 318
Ringe tillid 2,0% 20
Ingen tillid 0,5% 5
Ved ikke 0,6% 6
Total 100,0% 1.003