Nye vægpaneler giver bedre rumlyd i udsatte lokaler
Gyptone INSTANT Akustikpanel fra Gyproc A/S - en fleksibel løsning til eksisterende vægge
Der er godt nyt for dem, der har brug for at forbedre rumakustikken i eksisterende lokaler fx i skoler og virksomheder. Gyproc er nu i stand til at levere lydabsorberende vægpaneler, der sænker efterklangstiden og forbedrer taleforståelsen ganske betydeligt.
Gyptone INSTANT Akustikpanel hedder det nye produkt fra Gyproc A/S. Det er en robust og fleksibel løsning til at regulere lyden i eksisterende rum. Udover deres akustiske egenskaber er panelerne lette at montere. Pladerne leveres færdigmalede og med aluminiumsrammer, så de hurtigt kan sættes op. Faktisk tager det kun 20 minutter at sætte panelerne op på væggen.
Dekorative
Dertil kommer, at de kan være dekorative og et aktiv for rummet – også rent æstetisk. Pladerne findes i to størrelser, 600 x 2400 mm og 600 x 3600 mm og kan leveres i de kendte Gyptone-mønstre: Sixto, Quattro, Line, Point. Panelerne kan placeres horisontalt eller vertikalt i rummet – alt efter, hvad man foretrækker. Dertil kommer, at de kan males i alle farver, så de kan fungere som kontrast eller på anden måde passes ind i den funktion, rummet har.
Pladerne er robuste, hvad der f.eks. kan være nødvendigt på en børneinstitution. De er hårde og vaskbare, og ønsker man med tiden en anden farve, kan de males igen. Blot skal man huske at bruge en korthåret mohair-rulle. Hvis man sprøjtemaler, går det ud over lyd-absorberingen.
Opfylder ISO 354
Som nævnt sørger de nye paneler for bedre rumlyd med mindre efterklangstid og flutter-ekko, lige som de forbedrer taletydeligheden. Målinger af absorptionsværdierne opfylder således kravene til ISO 354. De er målt på standardplader med akustisk dug på bagsiden og 45 mm mineraluld mellem bagsiden og væggen.
Også bæredygtigheden er tilgodeset med Gyptone INSTANT Akustikpaneler. I pladerne indgår der genanvendeligt gips, som kommer fra brugte plader. Gips kan som bekendt genbruges 100 pct.
Børnehaven Skovager skulle flytte til den nærliggende folkeskole, og man valgte at opsætte Gyptone INSTANT Akustikpaneler i de tidligere klasselokaler som nu skulle danne rammen om børnehaven og derfor også skulle opfylde nye krav til efterklangstid.
Der blev inden opsætning af Gyptone INSTANT udført målinger af efterklangstiden i rummene, som viste en gennemsnitstid på 0,58 sek. Efterfølgende blev der foretaget de samme målinger efter opsætning af Gyptone INSTANT, og disse viste en gennemsnitlig efterklangstid på 0,36 sek. i to af rummene samt 0,38 sek. i det største af rummene.