23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Würth Danmark A/S støtter Special Olympics Danmark

Special Olympics Danmark har netop indgået en aftale med Würth Danmark A/S om støtte til to arrangementer i 2012.

De to arrangementer er:

• Special Olympics Skolefodboldturnering
Handicapidrættens pendant til Ekstrabladets skolefodboldturnering. Ca. 50 fodboldhold fra specialskoler og specialklasserækker fra henholdsvis øst og vest for Storebælt mødes til stævner i Birkerød (onsdag den 2. og tirsdag den 22. maj) og i Viborg (tirsdag den 22. maj).

• Special Olympics European Football Tournament 2012

Special Olympics fodboldlandshold fra 9 europæiske lande dyster med 3 danske hold i en turnering for 7-mandshold i Ballerup fra den 28. juni til den 2. juli.

Med aftalen, som gælder frem til udgangen af 2012, forpligter Würth Danmark A/S sig til at støtte Special Olympics Danmark. Beløbet, som Würth Danmark støtter med, skal være med til at dække udgifter til dommere, medaljer og pokaler ved de to arrangementer. Støtten fra Würth Danmark A/S er vigtig for arbejdet i Danmark med at styrke idrætten for mennesker med udviklingshandicap. Søren Jul Kristensen, Special Olympics National Director og breddechef i Dansk Handicap Idræts-Forbund, udtaler:
”Aftalen med Würth Danmark A/S har stor betydning for vores arbejde med idræt for mennesker med udviklingshandicap. Den økonomiske støtte sikrer, at de to arrangementer kan gennemføres på et niveau, som andre fodboldstævner, hvilket er et vigtigt signal at sende til såvel deltagere og pårørende som alle andre. Dertil kommer, at denne aftale, som er den første af sin slags, forhåbentlig kan være et grundlag for flere aftaler og måske mere omfattende aftaler. Og så glæder det os meget, at en virksomhed som Würth Danmark A/S vælger at støtte breddeidræt for mennesker med udviklingshandicap og dermed viser et stort socialt ansvar."

Special Olympics – meget mere end bare sport
Administrerende direktør for Würth Danmark A/S, Sven Kristensen, udtaler:
”Som en relativt stor handelsvirksomhed føler vi, at vi har et medansvar, og at vi har pligt til at involvere og engagere os i forskellige kulturelle og sociale projekter og aktiviteter – det har allerede gennem årtier været en fast forankret del af Würth firmakultur. Special Olympics er så meget mere end bare sport, og organisationen fortjener virkelig den højeste respekt for sit arbejde med at få mennesker med udviklingshandicap accepteret og respekteret – ikke kun af deres nærmeste omgivelser – men af samfundet som helhed. Desværre er organisationen endnu ikke særlig kendt hos den brede befolkning, og derfor påtager Würth sig gerne arbejdet med at være med til at udbrede kendskabet til denne helt særlige organisation. De positive effekter af organisationens arbejde er mange og i sportsprogrammerne og konkurrencerne er alle vindere – bare det at deltage er at vinde – selvbevidsthed, livsglæde, samfundsmæssig anerkendelse og den uendeligt vigtige følelse – at føle sig respekteret. Og så hjælper det mennesker med udviklingshandicap med at holde sig i form og udvikle sig både mentalt, psykisk og socialt samtidig med, at det ansporer til, at de videreudvikler sig.”

Special Olympics – en verdensomspændende organisation
Special Olympics er en verdensomspændende organisation, som arbejder med idræt for personer med udviklingshandicap. Special Olympics stævner er breddeidrætsstævner for personer med udviklingshandicap med forskellige funktionsniveauer, hvor deltagerne inddeles efter deres aktuelle formåen (kaldet divisionering). I modsætning hertil er De Paralympiske Lege (PL) meget elitært og for alle handicapgrupper – handicapidrættens svar på De Olympiske Lege. Dansk Handicap Idræts-Forbund repræsenterer Special Olympics i Danmark.

Yderligere oplysninger
Ønsker du yderligere oplysninger er du velkommen til at kontakte Søren Jul Kristensen, Special Olympics National Director på tlf. 20 30 60 88 eller e-mail: sjk@dhif.dk eller Sven Kristensen, adm. direktør hos Würth Danmark A/S på tlf. 79 32 32 32 eller e-mail: sven.kristensen@wuerth.dk

Würth Danmark A/S
Montagevej 6
6000 Kolding
Kolding Kommune
Danmark
CVR nummer: DK12561113

Send til en kollega

0.063