Sol over Danmark
Salget af solceller stormer frem både i Danmark og udlandet. Bravida rider med på bølgen og er godt på vej til at få fat i markedet i Trekantsområdet
Sidste år blev der i Danmark produceret dobbelt så meget strøm fra solceller i forhold til 2008, og på verdensplan er den totale mængde af solceller blevet fordoblet hvert andet år i de sidste ti år.
Det potentielle marked for solceller er fortsat stort, og hos Bravida i Fredericia har man i et års tid bearbejdet markedet i Trekantområdet for at få en del af det spændende marked.
”Gunstige skatteregler samt korte tilbagebetalingstider bl.a. takket være konstant faldende priser på anlæggene har gjort investeringer i solcelleanlæg interessant for specielt private husejere og boligforeninger,” fortæller fagchef Henrik Rolsted, der står for salg og markedsføring af solcelle-anlæg med udgangspunkt i afdelingen i Fredericia.
Lokale samarbejder
”Vi har indgået et samarbejde med den lokale virksomhed BlueSolar, der sælger kvalitetsanlæg fra Tyskland, og endvidere samarbejder vi med Energi Fyn i bestræbelserne på at få gang i markedet.”
Bravida har gennemført lokale kampagner over for både private husejere og boligforeninger og var bl.a. i foråret medarrangør af et seminar om solceller, som blev en stor succes.
”Ca. 70 potentielle kunder deltog i seminaret, hvor vi fik etableret en række kontakter, som senere har udmøntet sig i konkrete kontrakter.”
Klare signaler om ansvarlighed
”Offentlige institutioner kan lige som private husstande og boligforeninger benytte nettoafregningsordningen, hvor elmåleren så at sige løber baglæns, når man producerer mere strøm end man selv bruger. Endvidere kan de offentlige institutioner hente store imagemæssige fordele og bidrage til at gøre kommunen CO2 neutral ved solcelle-anlæg.”
”Selv om virksomhederne ikke kan udnytte nettoafregningsordningen, har de naturligvis også store imagemæssige fordele ved solcelle-anlæg, der sender klare signaler til omverdenen om fremsynethed og grøn ansvarlighed,” slutter Henrik Rolsted.
Energi til 87 boliger
En af de største opgaver Bravida har sikret sig på solcelle-markedet er et anlæg på 70 kWh til en værdi af 2, 5 mio. kr. Anlægget skal bidrage til energiforsyningen til 87 boliger, som Boligforeningen ØsterBo opfører i Bredballe. Byggeriet bliver et kvalitetsbyggeri, der på det tekniske område er på forkant med den seneste udvikling. Byggeriet er således udstyret med installationer, som giver mulighed for en effektiv og nem vedligeholdelse og drift af afdelingen.
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte fagchef Henrik Rolsted (billedet) på 2525 7121.