23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Hjælp Haiti

Würth indsamler fra den 3. maj til den 31. juli gammelt, aflagt og brugt men stadig funktionsdygtigt værktøj i deres butikker og sender det sidenhen til Haiti, hvor organisationen Human Plus sørger for at distribuere det ud til de nødlidende.

Haiti har ikke længere hverken pressens eller verdens bevågenhed, men det betyder bestemt ikke, at de ikke længere har brug for hjælp. Haiti er stadig et katastrofeområde – og de er mere afhængige af international hjælp til genopbygning af landet end nogensinde – og her kommer Würth Danmark A/S ind i billedet…

Som en af Danmarks største leverandører af værktøj støtter Würth i samarbejde med den anerkendte internationale hjælpeorganisation Human Plus genopbygningsarbejdet i Haiti. Hjælpen går i al sin enkelhed ud på, at professionelle håndværkere både i og udenfor Würths kundekreds kan indlevere deres gamle, brugte og aflagte, men stadig funktionsdygtige/brugbare værktøj i Würths butikker i perioden fra 3. maj til 31. juli. Herefter sørger Würth for at indsamle værktøjet og sende det til Haiti. Her sørger Human Plus, der i forvejen har samarbejdet med andre Würth-selskaber om hjælp til Haiti og andre katastrofeområder, for at distribuere det ud til de nødlidende, så de kan gå i gang med genopbygningen.

Let og ligetil
Würth har 15 butikker fordelt over hele landet, så det er let og ligetil for kunderne at aflevere deres håndværktøj såsom skruetrækkere, hamre, tænger, fastnøgler, skiftenøgler og lignende, men altså ikke el- eller luftværktøj. Butikspersonalet vil herefter teste værktøjets funktionsduelighed, og hvis værktøjet virker, så haitianerne kan få glæde af det, bliver det sendt videre i systemet.

Hurtig hjælp og udviklingsassistance
Organisationen Human Plus har to kerneindsatsområder, nemlig hurtig hjælp, som gives til ofre for krige og naturkatastrofer, når de har allermest brug for det, og udviklingsassistance, der med sit hjælp til selvhjælp-koncept er mindst lige så vigtig som den hurtige hjælp, da det handler om at skabe blivende og bæredygtige forbedringer af de lokale livsbetingelser.

”Haiti mangler stadig de mest elementære ting. Køretøjer, maskiner og ikke mindst værktøj. Værktøj som for os ved den mindste fejl eller mangel bliver udsluset og erstattet af nyt, kan for de nødlidende i Haiti være selve grundlaget for genopbygningen.”, udtaler Anestis Ioannidis, der er præsident for Human Plus.

På Haiti er der masser af arbejdskraft, men de mangler værktøjet, og netop det kan Würths kunder hjælpe med, så de nødlidende mennesker ud fra devisen om hjælp til selvhjælp kan være med til at genopbygge deres land.

”Vi takker alle de kunder, som ved at deltage i denne aktion, har lyst til at hjælpe os med at hjælpe Haiti”, udtaler Würth Danmarks administrerende direktør, Otto Clausen, og fortæller, at han virkelig håber på, at der kommer meget værktøj ind, for der ligger meget ude hos kunderne, som sagtens kan bruges, selvom det ikke længere lever op til deres høje krav til kvalitet.

Tilbage til trygge rammer
Siden jordskælvet i januar 2010, som FN kaldte den værste naturkatastrofe i nyere tid, har Haiti fået meget hjælp i form af medikamenter, rent drikkevand og forskellige materialer fra internationale hjælpeorganisationer. Men faktum er, at Haiti, som allerede inden katastrofen ifølge UNICEF var et af de fattigste lande på den Vestlige Halvkugle og lå helt nede som nr. 149 ud af 182 lande på Human Development-listen, der måler levestandarden i forskellige lande verden over, stadig er et katastrofeområde. Hundredetusindvis af mennesker bor stadig i provisoriske lejre bygget af rafter, indsamlet plastic og blik på meget sparsom plads med fare for infektioner og sygdomme, som let spredes under disse omstændigheder. Der er fare for, at lejrene ender som permanent slum, så disse mennesker har desperat brug for hjælp og ikke mindst værktøj, så hospitaler, skoler og børnehjem samt private hjem kan genopbygges, så de mange hjemløse, forældreløse og nødlidende kan vende tilbage til sikre og trygge rammer igen.

Hvem er Human Plus?
Organisationen blev startet i 1998 af grækeren Anestis Ioannidis, da han oplevede følgerne og de menneskelige omkostninger efter et jordskælv i Grækenland. Han mente, at han måtte kunne gøre en forskel og få måneder senere blev organisationen støttet af mange selskaber i Grækenland. Siden er mange flere trådt til, og organisationen har nu afdelinger i flere europæiske lande blandt andet Tyskland samt USA og Asien, så den hurtigt og effektivt kan træde til og hjælpe, hvor og når behovet opstår.

Anyone - anywhere
Human Plus er en humanitær organisation, der giver hjælp til krigsofre og nødlidende efter naturkatastrofer over hele verden uden skelen til hudfarve, alder, nationalitet, religiøs overbevisning eller seksuel observans – alle, der har brug for hjælp – får hjælp.

Læs mere om Human Plus på www.human-plus.org.

Würth Danmark A/S
Montagevej 6
6000 Kolding
Kolding Kommune
Danmark
CVR nummer: DK12561113

Send til en kollega

0.078