Kay Fiskers bevaringsværdige bygning i Rom skal renoveres
Der er lige lovlig varmt på Det Danske Institut for Videnskab og Kunst i Rom om sommeren.
Det italienske klima påvirker i dén grad huset, som blev tegnet af den danske arkitekt Kay Fisker og stod færdigt i 1967.
Huset kom oprindeligt med et klimasystem, der skulle blæse varm luft ind om vinteren og kold luft om sommeren. Men det viste sig hurtigt, at systemet var både dyrt og dårligt, fortæller direktør for instituttet, Marianne Pade. I dag er man gået over til centralvarme om vinteren. Men om sommeren er der ingen hjælp at hente.
Ny aircondition på vej
Det ønsker man at lave om på nu. De kommende år gennemfører Det Danske Institut for Videnskab og Kunst i Rom en omfattende renovering, som især har fokus på forbedring af indeklimaet.
- Vi håber at få installeret noget aircondition. Men også at finde forskellige løsninger som gør, at huset ikke bliver så varmepåvirket om sommeren og kuldepåvirket om vinteren, siger Marianne Pade.
En bygning som er værd at passe på
Instituttet huser kunstnere og videnskabsfolk, som skal arbejde i Rom. Og rammerne er en bygning designet af danske Kay Fisker og skænket af Carlsbergfondet.
- Bygningerne regnes ikke bare for et hovedværk i Kay Fiskers produktion, men faktisk også som værende et af de smukkeste eksempler på modernistisk bygning i Rom. Husene er meget kendt i Rom og vi får ofte henvendelser fra folk, som godt vil se det.
Så de er værd at passe på, fortæller direktøren. Huset er bevaringsværdigt og meget smukt. Og man skal finde en løsning, som respekterer det arkitektoniske udtryk. Og som også er bæredygtig. Det er et stort hus, så det kommer til at kræve meget energi, siger Marianne Pade.
Arkitekt med erfaring
Direktøren erkender, at det er en renoveringsopgave lidt ud over det sædvanlige, som nu er sendt i udbud.
- Dét er det, for vi kan jo ikke bare smække nogle hvide airconditionkasser uden på huset. Det ville være skændigt og det ville vi heller ikke få lov til af vores rådgivende arkitekter. Så det gælder om at finde en løsning, som i grunden er så lidt synlig som muligt. Det vil jeg tro er dét en arkitekt med erfaring med den slags bygninger vil sigte efter, siger hun.