Venstre vil begrænse blokaderetten. Socialdemokratiet advarer mod, at det vil have alvorlige konsekvenser
BLOKADER
Det skorter ikke på advarsler fra både arbejdsgivere og fagbevægelse mod at gribe direkte eller indirekte ind i den faglige blokade i Vejle.
Venstres arbejdsmarkedspolitiske ordfører, Ulla Tørnæs, har bebudet beslutningsforslag om at begrænse retten til blokader over for virksomheder, der har tegnet overenskomst med en landsdækkende fagforening, rød eller gul, og hun afviser over for Licitationen, at det er et angreb på den danske arbejdsmarkedsmodel.
- Tværtimod mener jeg, at det er en fare, hvis vi ikke moderniserer den danske model, så den tilpasses nutiden. I 2006 vedtog vi en lovgivning, der sikrer foreningsfrihed i Danmark, men den danske model respekterer ikke den foreningsfrihed. På Vejlegården er formålet med blokaden, at de ansatte skal melde sig ind i en faglig organisation, de selv har fravalgt, forklarer Ulla Tørnæs.
Ikke hensigten
Konsekvenserne for ikke mindst byggebranchen kan måske blive voldsomme, hvis Venstre får deres forslag vedtaget.
En polsk virksomhed kan være tilsluttet en arbejdsgiverforening i Polen og dermed sætte sine byggearbejdere til at arbejde efter polsk overenskomst, selv om det foregår i Danmark. Eller polske arbejdsgivere kan slå sig sammen i en "dansk" arbejdsgiverforening for at indgå "overenskomster" der dumper løn- og arbejdsforhold.
- Det er ikke hensigten med Venstres forslag. Vi vil alene sikre, at det er den enkelte selv, der bestemmer, hvilken faglig organisation, man ønsker at være medlem af, siger Venstres ordfører.
Løses af juristerne
Skulle det give problemer i forhold til EU, går Ulla Tørnæs ud fra, at regeringens jurister "er parate til at være behjælpelige på det tidspunkt, hvor vi kommer til egentlig lovgivning i Folketinget".